Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

GUSTAV VIGELAND. vældig langt udenfor den almene fatteevne, at der intet bånd er for fantasien mellem den geniale tænkers ydre person og de åndsværdier, han har frembragt. Abels gen[, hans fund °8 anelser, er jo selv for fagvidenskaben den dag idag et halvopdaget land. For mængden er Abel bare en mythe, en fattig, lidet lykkelig, tidlig afdød yngling, som siges at ha gjort undere i sin videnskab, undere som ligger uden- for lægmands begribelse, men som må stå til troende. Et monument over Abel måtte bli en idealisering, en mythologisering af geniet — om det overhodet skulde bli noget som helst andet end en ligegyldig ung mand i 20 årenes klædelige modedragt. Mathematiken — den mest immaterielle af al åndsvirksomhed — har Vigeland villet afbilde. Og han har afbildet den som en ubevidst inspiration, en ånds seilen gjennem rummet med blikket heftet på fjerne mål. Båret af evner, som han selv næsten ikke aner, føres den unge tankeherøs ud i det ukjendte. Nøgen står han der, netop ifærd med at gjøre sig fri fra den sidste flig af et klædebon, den kappe, som lig en flamme slår op om hans ben fra de tjenende ånder, hans bærere. Ansigtet tindrer af klarhed, og hans blik splitter tåger, mens hans legeme er i begreb med at reise sig i seirens extase. Aldrig har Vigeland gjort noget lignende, noget så seirigt. Det er første gang, hans geni svinger faklen over sit hode i fuld, åben, høistemt pathos. Første gang fest i hans kunst. Gang på gang har vi set ham vælte sindets byrde fra sig i sine værker — og han blev aldrig lettere. Hans kunst var aldrig glad, lys, løftet, kjølet af de øverste luftlag. Den var altid tung, dyb, hed, selvfortærende i sin inderlighed. Det er underligt for en, som agter på kunst som på problemer, at se og over- veie, hvorledes og hvor meget en stor opgave udenfra har kunnet influere på karak- teren i Vigelands kunst. Her har han, den subjektiveste af alle kunstnere — formået at objektivere sin følelse. Fordi emnet er seir — en ung mands tankeseire, før døden nådde ham — så føler også kunstneren dette nye, lyse tempo med det stærke opsving, med flugtfølelse, i seir! For mig står Abelgruppen som et pludseligt gjennembrud i Vigelands kunst. Om jeg vil bli mere glad i det, som kommer, end det, som var, ved jeg ikke. Men jeg har følelsen af, at han i det kommende vil gjøre sig til herre over helt andre og nye sindsegne end dem, hvori vi mødte ham før. Vigeland har med Abelgruppen åbenbaret en elasticitet, som man knapt skulde ha tiltrodd denne ensomme grubler af en kunstner. I disse dage, da dette trykkes, lægger Vigeland efter 2-3 års intenst arbeide sidste hånd på værket i den vældige målestok, hvori det skal reises. Mindesmærket 68