Katalog Til Dansk Købestævne I Fredericia 1916

År: 1916

Forlag: Johs. Madsen

Sted: Fredericia

Sider: 88

UDK: 061.4(489) Fredericia

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 98 Forrige Næste
13 sig fra Nord langt ned paa Halvøen, hvis Midte gennem- furedes af dybe Moser og Vandløb, som fra Nord og fra Vest løb sammen i en Bæk og mundede ud i Bæltet paa det Sted omtrent, hvor nu Havnen findes. Hindring paa Hindring maatte ryddes af Vejen, thi først naar Økserne havde gjort lyst og afgravede Bakkeknuder fyldt de bund- løse Sumpe, kunde man for Alvor tage fat paa Værkernes Rejsning. Fra Oldenborgs til Slesvigs Bastioner er Voldene saaledes byggede tværs over et Mosedrag, medens Nørre- vold hviler paa en Højslette, hvis stærke Stigning mod Nord nødvendiggjorde dybtgaaende Gravninger. Og selv her, paa saa højt Terræn, maaite man — ud for Dalegade — tilmed kæmpe med Væld og Moser, ligesom de stærkt afvigende Niveau’er medførte Anlæg af Sluser og Dæm- ninger mellem de forskellige Afsnit af Gravene, for at disse til enhver Tid kunde være vandfyldte. Lundings Monument. Paa Baggrund af dette mægtige Arbejde, hvori Bønder fra alle Egne i Jylland deltog, aftvinger Bygværket dobbelt Respekt, Udtryk som det er ej alene for en impo- nerende Kraftudfoldelse, men ogsaa for en ubøjelig Energi, thi Voldene, som de ligger nu myndige og brede, Land- skabet, som nu breder sig aabent og skovløst foran dem, betegner den mest fuldstændige Sejr over en barsk, søn- derrevet Natur. Da Fæstningen grundedes, brød — fortæller en samtidig Tradition — en Hjort, forvildet over den uvante Støj, frem af Tykningen og rev i sin Flugt en af Ingeni- ørerne med sig ud i Voldgraven, et lille Træk, som næsten virker symbolsk; thi med Hjulbøre og Spader, med Økser og Hakker forjog man voldsomt den store Pan fra den øde Odde. Men Naturen lod sig ikke fordrive, lidt efter lidt erobrede den noget af det tabte tilbage, hvor skrapt end Kommandantskabet vaagede over, at ingen uregle- menteret Vegetation sneg sig ind i Voldfladernes Geo- metri. Ganske vist »hug en Tyvehaand« i 1760erne Vol- dens eneste Træ, og kun lidt strid Slaaentorn klamrede sig hist og her krampagtigt til Skrænternes Græstørv, men da Voldvejen for et halvt Aarhundrede siden beplantedes med Alléer, og Kommandantskabet vaagede mindre strengt