Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

209 har Ercmpel pan, at der kun er givet 8 å 10 Rbdlr. for en GaarL) vilde nu faae en Lettelse, der som oftest snarere burde tilflyde Afhænderen. Hertil kommer, at den driftigere Iord- brnger, som ved bekostelige Forbedringer har bragt sine Iorder til en hoiere Fuldkommenhed, vilde ved Forandringen blive bebyrdet med en forøget Skat, der nærmest træffer hans Vindflibclighcd, medens den Efterladne ligesom tildeles Be- lsnuing fordi han fors-mte at benytte de Midler, der stode til hans Raadighed. Herimod kan vel siges, at man allerede if-lge Forordn, af Lste October 1802 §44 maatte vente en Forandring i den gamle Matricul. — Men hvorlidet der hidtil i Gjerningen er taget Hensyn dertil, er vitterligt nok, og Bebndelsen kan nu næsten anseeö som glemt. For at hine Ulemper kunne saavidt muligt afværges, var det derfor ncppe overflødigt om Resultatet af det nu næsten tilendebragte Matricnlsarbcide knndgjordcs med Be- stemmelse af en ikke for kort Frist, ved hvis Udleb den nye .Skyldsætning fyrst kunde træde i Kraft. 2) Nødvendigheden af, at Bonden paa en hensigtsmæsst- gere Maade end hidtil benytter sine Iorder og sin Besætning, saafremt han sial bestaae, er ofte nok fremsat. I de fleste Egne mangler ham imidlertid Erfaring om noget Bedre, end hvad hans Fcrdre før ham iværksatte. Kun de færreste B-n- der af den nærværende Slægt ere faa uddannede, at man ved Skrifter tør haabe nogen Forandring i saa Henseende. Ved ovcrtydende Exempler paa en forbedret og mere indbringende Drift b-r Bonden derfor veiledes; paa denne Maade bekjcem, per man sikkrcst de hos ham dybt indgroede Fordomme, i brt man vækker Tillid hos ham til det bedre Agerbrug. Lejlig- heden til at fremstille saadanne Exemplcr frcmbyder sig nu, da saa mange Bsndergaarde ligge sde. Uden stor Bekostning kunde et Par af disse overtages og dcrpaa iværksættes en planmæssigere Drift under Bestyrelse af en eller anden kyn- dig Landmand i Egnen, som sikkert for den gode Sags Skyld vilde være beredvillig til uden'Godtgjorclse at paatage sig dette Hverv. Sandt er det, at den Bonde, der hæver sit Randers Amt. ' (14)