Telegrapherne I Verdenshavene
Og De Forskjellige Forsøg Paa Forbindelser Ved Søtelegrapher.

18 nem et Hav, der som det Sorte var anseet for at være frygteligt ved sine Storme. Var det nu ikke muligt at sætte over Atlanterhavet? Vanskelighederne ved Udførelsen syntes at forsvinde for Resultatets Storhed. Fabricationen af Søtraade var allerede ikke mere i sin Barndom; den havde i England taget et stort Opsving. To vigtige Fabriker, Glass’s og Elliot’s i Greenwich og Newall & Co.’s i Birkenhead, vare beredte til med en kort Frist at levere Søtraade af enhver Længde og ethvert Omfang. Ofte paatoge endog disse Industrie- drivende sig at nedsænke dem paa deres egen Risico. Siden 1851 var der i Amerika dannet et Selskab med det Øiemed i St. John (i Newfoundland) at ind- rette en Anløbshavn for de transatlantiske Paketskibe og at forene denne Havn med det amerikanske Fast- land ved en Telegraphforbindelse. Nyhederne fra Europa vilde saaledes ankomme 2 til 3 Dage tidligere. Da dette Selskab ikke kunde iværksætte sine Planer, overførte det den Bevilling, det havde erholdt, til et andet Selskab, der dannede sig under Navn af »Tele- graph fra London til Newyork over Newfoundland«. Dette sidste Selskab erholdt af Øvrigheden i Canada et udelukkende Privilegium paa i 50 Aar at lade Sø- telegraphtraade landfæste paa Newfoundland og de af samme afhængige Territorier, deri indbefattet Labrador. Ingen Tidsgrændse var fastsat for Udførelsen af de Arbeider, hvis Fuldførelse vilde have retfærdiggjort denne Eneretsbevilling. Selskabet lod i 1856 ned- sænke en Traad af 23 Kilometres Længde i Northum- berland-Strædet og en anden af 140 Kilometres Længde i St. Laurentsbugten, imellem Cap Breton og New- foundland, i en Dybde af omtrent 300 Metre. Gap