Telegrapherne I Verdenshavene
Og De Forskjellige Forsøg Paa Forbindelser Ved Søtelegrapher.

Man har allerede for lang Tid siden sagt, at af alle de physiske Kræfter, Videnskaben» har stillet til Men- neskehedens Tjeneste, er Electriciteten den føleligste. Vinden bringer Skibet til at kæntre, som den skulde føre i Havnen; Ilden fortærer undertiden i Stedet for at varme; Dampen, som er endnu skrækkeligere, spræn- ger sine Kjedler, og Mennesket skjælver i dens Nær- værelse ligesom Troldmanden for det Spøgelse, han har fremmanet. Med Undtagelse af Lynilden, som Franklin har lært os at tæmme, forbauser Electricite- ten os, men forskrækker os ikke; den synes snarere at mangle Kraft, end at være ustyrlig. I Medicinen, i Konsterne, ja endog i Telegraphier!, som er den vidunderligste Anvendelse af den, har den endnu ikke holdt alle de Løfter, man har givet i dens Navn. Da en varig og regelmæssig Forbindelse i 1851 var oprettet imellem Dover og Calais, syntes det, som Telegraphen, efter at have gjennemfuret det faste Land, ikke skulde standse ved Havets Bredder. Eng- land, der mere end enhver anden Nation var interes- seret i at see denne uhyre store Opgave endelig løst, opfandt de eventyrligste Planer. At sætte over Mid- delhavet, gjennemfare Atlanterhavet, forene Suez med 1*