Telegrapherne I Verdenshavene
Og De Forskjellige Forsøg Paa Forbindelser Ved Søtelegrapher.

5 Comitee kastet et klart Lys over de praktiske Spørgs- maal og over de første Foretagenders Historie. Som bekjendt er i England saavel Landtelegraphen som Søtelegrapben en privat Industrie. De Linier, dergjen- nemfure Landstrækningerne, og de, som forbinde de britiske Øer indbyrdes eller med Fastlandet, ere Vær- ker af Actieselskaber, der i Udbyttet finde en tilstræk- kelig Godtgjørelse for Omkostningerne ved deres Anlæg og Drift. Dog frembød de fjerntliggende Linier saa mange let omvexlende Tilfældigheder, at Selskaberne snart forlangte Statens Bistand. I de første Aar neg- lede det engelske Ministerium al Deeltagelse med Penge, og samtykkede kun i at lade sine Landsmænds Begjæringer om Bevillinger understøtte af de engelske Gesandter ved de fremmede Hoffer. Imidlertid be- kendtgjorde en Rundskrivelse i 1856 fra Finantsmini- steren, at Regeringen kunde opmuntre Telegraphanlæg ved Subscription paa Actier eller ved Rentegarantier, uden dog nogensinde selv at foretage sig Anlæg af nogen Linie. Saal ed es bevilgedes i 1856 og 1857 en Rentegarantie for det transatlantiske Selskab for Tele- graphen fra Newfoundland til Valentia og for Middel- havsselskabet for Traadene fra Cagliari til Malta og Corfu. I 1858 indrømmedes samme Begunstigelse for Linien fra Øerne i Strædet imellem England og Frankrig og for den meget mere udstrakte Linie i det røde Hav og i det indiske Hav. Da Selskabernes Forbindelser med Regeringen vare et reent Pengean- liggende, henhørte Undersøgelsen af de telegraphiskc Planer under Finantsm filisteriet, lige indtil det Derby- ske Ministeriums Fald. Da Lord Palmerston igjen traadte ind i Ministeriet