Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Indigo. 841 Indigo. kim ske ved en chemisk Undersøgelse; men der gives dog Here Kriterier, som ialfald ikke bør savnes ved god Indigo og som derfor bør kjendes af Enhver, som handler dermed; vi skulle her anføre nogle af de vigtigste. Jo mere fuldstændigt en Indigosort lader sig opløse i rygende Svovlsyre, jo smnkkere og rigeligere den farver, jo mere dens ud- vendige Farve udmærker sig ved Fylde, Ren- hed og Ildfuldhed, jo mere pletfri dens Brud- flade viser sig, især naar den betragtes igjen- nem en Loupe, jo lettere den er, jo hurtigere den indsuger paastænket Vand, og jo mere den klæber ved Tungen, desto mere værdi- fuld ansés den sædvanlig for at være. God Indigo bør derhos ikke være stærkt kobber- glinsende i Bruddet, om ogsaa denne Kobber- farve vil fremtræde mere eller mindre hos alle Sorter kun ved at ridse Fladen med Keglen; jo mere guldlignende denne Metal- farve viser sig, des bedre er Indigoen. Imid- lertid ere ogsaa de mere ordinaire Sorter Indigo uden denne Kobberglans, naar de ere blandede med mange jordagtige Dele; men Varens Farve er da mat og sortladen, og den er tillige tung og haard. Indigoens Vand- indhold kan man prøve ved at tørre et af- veiet Qvantum ved Vandets Kogepunct, hvor- ved de forskjellige Sorter tabe 3—8 pCt. i Vægt. For at bedømme Mængden af frem- mede Iblandinger, som mest bestaa af jord- agtige Substantser, forbrænder man et afveiet Qvantum i en Platinaskaal og veier den til- bageblivende Aske, som i Regelen vil ud- gjøre 7—9b2 pCt. ; de bedste Sorter efterlade dog stundom kun 4 pCt., de simpleste der- imod indtil 25 pCt. Aske. Ad chemisk Vej har man forskjellige Me- thoder til at prøve Qvaliteten af Indigo ; men de lide næsten alle af den Mangel, at de dertil anvendte chemiske Reagentser ikke j alene indvirke decomponerende paa den inde- holdte Indigotin, men ogsaa paa Indigoens andre Bestanddele, hvorfor Resultatet som oftest vil blive for høit. En Prøve, som hyppig anvendes i Praxis, naar to Indigo- sorter skulle sammenlignes, er Chlorprøven, som er begrundet paa Indigotinens Affarv- ning ved Hjælp af Chlor. Den bestaar i at opløse lige Mængder af Indigo i Svovlsyre, fortynde Vædsken med lige Mængder Vand og derpaa tilsætte begge Opløsningerne draabevis saameget af en vis afmaalt Chlor- kalkopløsning, indtil Indigoens Farve er for- svunden. Har man nu ogsaa med den samme Chlorkalkopløsning gjort et Affarvningsforsøg med en afveiet Mængde rent Indigoblaat, kan Mængden af Indigoblaat i de undersøgte Sorter beregnes efter den til Prøverne for- brugte Chlorkalkmængde. Det maa imidler- tid ikke lades ude af Betragtning, at der oftere i én og samme Kiste eller Seron fin- des Indigo af forskiellig Qvalitet, saa at de Resultater, som erholdes ved Undersøgelsen af en mindre Prøve, ikke altid kunne ansés for at være fyldestgjørende. Ligeledes an- vendes til Bestemmelse af Indigoen den Ko- lorimetriske Prøve ved at opløse den i Vand og i et klart graderet Glas fortynde den saa- længe med Vand, til Farven svarer til en lignende tilberedt Vædske af bekjendt Styrke; eller ved at iagttage hvor meget og hvor smukt en Opløsning af bestemt Styrke kan farve Silketøi eller Uld. Man inddeler Indigo i mange forskjellige Sorter, som dels betegnes efter Farven i Bruddet og dels efter de Lande, hvor den produceres; paa Priscouranterne forekomme oftere begge disse Classificationer. Efter Bruddets Farve skjelner man imellem blaa, violet, rod og kobbret; en ordinair Sort af en mat, brunrød Farve kalder man ogsaa rødlig (T. fuchsig). Den bedste blaa Indigo danner en fin, ensartet Masse uden Ujevn- heder eller haarde Steder; den har en smuk mørkcblaa Farve, som spiller lidt i det Vio- lette, naar den holdes imod Lyset, klæber ved Tungen, antager en næsten guldgul Me- talglans ved at kradses med Keglen og er saa let, at den flyder paa Vand. Den violette I. viser i Bruddet en* smuk violet Farve og inddeles i superfin, purpur, fin, god, mørk og ordinair violet, tildels efter dens større eller mindre Lethed. Den røde I., som dog ikke er virkelig rød, men kun ved Sammen- ligning med den blaa og violette spiller stærkt i det Rødlige, inddeles i fin, middel og god rød, og af den kobbrede har man igjen fin, god, ordinair og endnu en ringere Sort. De forannævnte Betegnelser forekomme vel sædvanlig paa Indigofactoriernes Prisli- ster; men da do forskjellige Farver ofte gaa over i hverandre og det ikke er muligt at sætte nogen bestemt Grændse imellem dem, tager den practiske Farver ikke videre Hen- syn til disse Benævnelser, men ordinerer sædvanlig simpelthen en god Sort, en Mid- delsort, en god Middelsort eller en ordinair Vare. Efter Productionslandene klassificerer man Indigo i følgende Hovedsorter: ostindisk, amerikansk og afrikansk; disse falde igjen i forskjellige Underafdelinger: 1) Ostindisk Indigo er den i Handelen hyppigst forekommende Sort; navnlig levere de engelske Besiddelser i Ostindien den meste og bedste Indigo og forsyne den største Del af Europa og Asien dermed. Hovedpladsen, hvorfra den udføres, er Calcutta, hvortil den bringes fra de omliggende Provindser. Den bestaar af mange specielle Sorter, af hvilke de vigtigste ere følgende: a) Bengal-lndigo danner smukke, 6—9 Ctm. store Tavler og forekommer i næsten 20 forskjellige Sorter, som benævnes efter Varens Farvenuancer; de bedste af disse Sorter overgaa alle andre i Godhed. Den forsendes over hele Verden fra Calcutta, hvor den hvert Aar sælges ved Auction i October og November. Hovedmar- kederne i Europa ere London og Amsterdam, hvor den ligeledes bortauetioneres hvert Qvartal. Af bengalsk Indigo udføres der aarlig c. 50,000 Kister à 2—BOO Pd. — b) Java Indigo er ligeledes en værdifuld Sort, der forekommer i over 20 forskjellige Sortimen- ter, som man dog henfører til 3 Hovedafde- linger, nemlig Java Jacatra, som er den bed- ste, J. Cheribon og Joanna, som ere af Mid-