Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Indigo. 340 Indigo. Indigo. Planten er vel perennerende, men i Regelen oprykkes den dog allerede efter det første, eller ialfald efter det andet eller tredie Aar og saas paany, da den senere ikke vilde kunne benyttes til Udvinding af Indigo. Efterat Stengierne og Bladene, af livis Saft Indigoen vindes, ere afskaarne, forarbeides de i Indigofabrikerne, de saakaldte Indigot- terier, enten i frisk Tilstand eller sjeldnere i tørret, saaledes som f. Ex. paa Koromandel- kysten. Bladene lægges i en Beholder af Træ eller Cisterne af Sten af 4—5 Pods Dybde, som kaldes Gjæringskypen og som fyldes med Vand, saa at dette staar over dem, og da Bladene under den paafølgende Gjæring kunne udvide sig betydeligt, lægges der Bræder, Bambusfletning og Stene ovenpaa. Efter nogle Timers Eorløb begynder Massen at gjære, Tandet bliver plumret og grønligt, paa Overfladen fremkommer der et blaaligt, i brogede Farver spillende Skum, og der ud- vikler sig en eiendommelig ammoniakalsk Lugt. Lidt efter lidt bliver Gj æringen mere levende og Skummet stærkere; det saakaldte Indigohvidt, Chromogenet af Indigoen, gaar fra Plantedelene over i Vandet og dens Ge- halt forøges til en vis Grad ved selve Gjæ- ringen, som det dog nu er af Vigtighed at afbryde i det rette Øieblik, hvortil der ud- fordres megen Sagkundskab. Skér dette for tidlig, erholder man for lidt Indigo, og skér det for sildig, kan hele Productet let blive fordærvet ved Gjæringsprocessen; denne varer sædvanlig 12—15 Timer. Man lader nu hele Indholdet løbe ned i en anden under Gjæ- ringskypen stillet Beholder, der kaldes Slag- kypen; i denne bringes Massen i stærk Be- vægelse ved at pidskes eller omrøres med Stokke eller et Hjulapparat for at bringe den saameget som muligt i Berøring med den atinosphæriske Luft. Under denne Operation, som omtrent varer 11/2—2 Timer, udfældes Indigoen som et tæt, meget tint Bundfald, der efterhaanden synker tilbunds, imedens Vædsken antager en vingul Farve og bliver mere eller mindre klar; ofte tilsættes Kalk- vand for at befordre Udfældningen, men In- digoens Qvalitet lider derved. Processen maa foregaa med stor Forsigtighed og afbry- des i rette Tid; jo klarere Vædsken viser sig at være efter Bundfældningen, desto bedre er Resultatet. Vædsken afhældes nu, og Bundfaldet tømmes ned i en tredie Beholder, hvor det yderligere renses og hvorfra den vandagtige Vædske frasies igjennem Filtrér- poser. Derpaa bliver Massen presset fast, og de derved fremkommende Kager skæres da med Messingtraad i omtr. 9 Ctm. store Tavler eller Tærninger, som underkastes en langsom Tørring ved kunstig Varme, idet de jevnlig vendes, hvorved de svinde betydeligt ind. Tilsidst opstables Stykkerne i store Bunker og tildækkes med et uldent Klæde i en Ugestid, hvorefter de ere færdige til at forsendes. Til ét Pund ren Indigo behøves omtrent 500 Pd. friske Blade. Denne Frem- gangsmaade er den almindeligst anvendte, men i enkelte Lande benytter man dog andre Methoder ; i Ægypten uddrager man saaledes Indigoen med varmt Vand, og i Senegal og paa Madagascar knuses hele Planten med Roden til en Deig, hvoraf Kagerne formes. — Tørrede Blade kunne opbevares i flere Maaneder, naar de ere godt behandlede, og Fabrikanten har da den Fordel at kunne for- arbeide dem efter Tid og Leilighed. Bla- dene, der ere befriede for Stengierne, males til et grovt Pulver og presses fast sammen i Kister; naar man vil forarbeide dem, blød- gjøres de helt igjennem i Løbet af nogle Timer under stadig Omrøring, hvorefter det grønne Fluidum tømmes ned i Slagkypen og Fremgangsmaaden er derefter den samme som efter Afbenyttelsen af friske Blade. 100 Pd. tørre Blade give sædvanlig 11j2 à 2 Pd. Indigo. Den i Handelen forekommende Indigo be- staar af tærningformede eller flade, tavlefor- mede, men som oftest itubrukne Stykker af en dyb, blaa Farve og et mat, jordagtigt Brud; ved at gnides med et haardt Legeme give de dog en glinsende, kobberrød Streg. Jo stærkere og mere guldlignende denne Me- talglans fremtræder, desto bedre ansés Indi- goen for at være. De bedste Sorter ere saa lette, at de flyde paa Vand, imedens de or- dinaire, som ofte ere blandede med Sand og jordagtige Substantser, ere tungere. Ofte ere Stykkerne paa Ydersiden besatte med hvide Skimmelpletter, hvilket har sin Grund i, at Indigoen er indpakket i fugtig Tilstand. Ved Forbrænding maa den kun give lidet og en meget blød Aske, hvori man ikke maa kunne observere Sand; ved hurtig Ophed- ning maa den udvikle en purpurfarvet Damp og i rygende Svovlsyre opløser den sig fuld- stændig til et mørkeblaat Fluidum, langsom- mere i concentreret eller engelsk Svovlsyre. Chlor og Salpetersyre decomponere dens Farve og farve den brungul. Af det blaa Farvestof, som kaldes Indigoblaat eller Indi- gotin og paa hvis Mængde Indigoens Værdi beror, indeholder den sædvanlige Indigo indtil 60 pCt., dog ofte meget mindre; den bestaar desuden af følgende Stolfer: In- digolim, en gummilignende, men dog ikke klæbrig, i Vand og fortyndet Svovlsyre let opløselig Substants; Indigobrunt, som er mørkebrunt og opløseligt i Kalilud, og Indi- gorødt, et brunrødt Pulver eller en sorte- brun Fernis, som let lader sig opløse med mørkerød Farve i Æther, vanskeligere iVin- aand og slet ikke i Vand. Desuden indehol- der Indigo som oftest flere enten tilfældigt eller med Forsæt iblandede Urenligheder, saasom Kalk, Sand etc., der stundom tilsæt- tes for at forøge dens Vægt. Indigohvidt, som ogsaa kaldes reduceret Indigo eller Isa- tinsyre, danner et fnugget, hvidt Pulver, som ved Paavirkning af Luftens Ilt bliver smukt blaat. I denne sidste Form findes Farve- stoffet i Plantesaften, hvoraf det ved den foran beskrevne Behandling udskilles som Indigo eller et af de andre nævnte Stoffer. At bedømme Qvaliteten af Indigo o: dens Indhold af Indigotin, nogenlunde nøiagtigt efter dens ydre Egenskaber, er ikke muligt selv for den dygtigste Fagmand. Dette kan