Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Kviksølv, rødt. 445 Kvæget. fælde en Opløsning af Sublimat med Na- tronlud, og anvendes i Medicinen baade til indvortes og udvortes Brug. Kvikselv, rødt Svovl- s. Cinnober. Kvikselv, sort Svovl-, Mineralmor eller Kviksølvmor (H. sulphuratum nigrum, Æthiops mineralis) er et sort, tungt Pulver uden Lugt eller Smag, som er uopløseligt i Vand, Saltsyre og fortyndet Salpetersyre; strøet paa glødende Kul fordamper det fuld- stændigt under Udvikling af en Lugt som brændende Svovl. Hvad enten det betragtes med det blotte Øie eller igjennem en Loupe, maa man ikke kunne opdage smaa Kviksølv- kugler deri. Det er giftigt, men anvendes dog i Medicinen baade indvortes og udvortes ; naar det ophedes uden Luftens Adgang, su- blimerer det og bliver til Cinnober. Det fremstilles ved en vedholdende Sammenrivning nf lige Dele Kviksølv og Svovl. KvikselvsuMimat eller Kviksølv- chlorid, ætsende, saltsurt Kviksølv (Chlore- tum hydrargyricum, Hydrargyrum bichlo- vatimi corrosivum, H. percMoratum, H. muriaticum corrosivum, Mercurius sublima- tus corrosivus) er hvide gjennemskinnende, krystallinskstraalede, lidet sammenhængende Masser, eller hvide glinsende, firsidede, ret- vinklede octaëdriske Krystaller, og benyttes paa Grund af sin intensive Virkning hyppig i Medicinen baade som indvortes og udvortes Lægemiddel, men anvendes ogsaa paa mange andre Maader, saasom i den chemiske Indu- stri, i Farverierne, i Photographien, til Beits- ning af Harehaar, som Conserveringsmiddel for udstoppede Dyr og til Fremstilling af forskjellige Kviksølvpræparater samt i den analytiske Chemi. I det Store erholdes det ved Ophedning af en Blanding af svovlsurt Kviksølvilte og Kogsalt (Chlornatrium). Det er en af de stærkeste Gifte, har en skarp, ætsende Metalsmag, opløser sig i Vand, let- tere i Vinaand og i Æther. Kvæder, T. Qvitten, Fr. Coins, E. Quin- ces, ere Frugterne af det i Italien, Grækenland, Tyrkiet og det vestlige Asien vildtvoxende Kvædetræ, Pyrus Cydonia eller Cydonia vul- garis, som dyrkes i Frankrig, Spanien og i Tyskland navnlig i Franken og Wurtemberg; ogsaa i nordligere Lande, saasom i Danmark, trives det godt, da det er temmelig haard- ført. Træet har megen Lighed med et lille Æble- eller Pæretræ og kan blive 3 à 4 Meter høit, men er i Regelen lavere; det trives hedst paa en varm, ikke for let eller tør, humusrig Jord, men er forøvrigt nøisomt. Stammen er sædvanlig noget snoet eller krum, Grenene har en iriørkebrun, plettet Bark og de unge Skud ere besatte med graa Filt. Bladene ere ovale, glinsende lysegrønne, glatte ovenpaa og nedenunder hvidfiltede ; de rødlighvide Blomster ligne Æbleblomster og komme frem i Juni, hvorefter Frugterne modnes i October. Disse have næsten den samme Form som et stort Æble eller en Pære, ere guldgule og bedækkede med en affaldende, brunliggraa Filt ; de have en eiendommelig, behagelig Lugt og en bitter, sammensnærpende Smag, og indeholde mange Frø i hvert af deres fem Rum, imedens Æbler og Pærer kun have to Frø i hvert Rum. De spises ikke i raa Tilstand, men syltede i Sukker eller tilberedte paa andre Maader, ligesom ogsaa Saften benyttes i Husholdnin- ger og Conditorier; ogsaa tilbereder man deraf Marmelade, en Art Likør og Kvædevin. De glinsende, paa den ene Side flade og paa den anden bugede, tilspidsede Frø, Semen Cydoniæ, som under den brune, seige Hud have en hvid Kjærne, føres iApothekerne og anvendes i Medicinen paa Grund af den Mængde Slim, som indeholdes i Skallerne ; og- saa benyttes Kvædeslim af Parykmagere samt til Appretur for zarte Stoffer. I Handelen fore- komme mest tyske og russiske Kvædekj ær- ner, af hvilke de sidste ere temmelig mørke, ofte graa og blandede med mange Kjærne- huse. I den nyere Tid kommer der ogsaa mange Kvædekj ærner fra Constantinopel, hvorfra navnlig de rødbrune Kj ærner af Kvæ- der fra Rumelien ofte forsendes. — Kvæde- træet har i de nordlige Lande stor Betyd- ning som Grundstamme for en Mængde for- skjellige Pæresorter, som ved at forædles paa denne blive nøisommere med Hensyn til Jordbund og bære tidligere og bedre end paa andre Underlag; til Gjengjæld erholder man de største og bedste Kvæder af Exemplarer, der ere forædlede paa Pærestammer. Kvæget eller Gxerne (Bovina) hører til en af de mest udbredte Pattedyrslægter, som tæller mange Arter og lever under alle Himmelstrøg; Benævnelsen omfatter flere Grupper, af hvilke de vigtigste ere Bison- oxer og Bøfler, som have Hornene paa Siden af Panden foran Nakkekammen, samt de egentlige Oxer, hvis Horn sidde saa langt tilbage, at de synes at udgaa fra selve Nakke- kammen. Den egentlige Oxe, som nedstam- mer fra Uroxen, var allerede kjendt hos Old- tidens ældste Kulturfolk, som baade benyt- tede den som Malke- og Slagtekvæg og som Last- og Trækdyr. Efter Amerikas Opdagelse blev den overført til denne Verdensdel, hvor den nu paa flere Steder findes forvildet, og senere bragtes den ogsaa til Australien. Man inddeler sædvanlig dette Kvæg i følgende Hovedracer: 1) Stepperacen, som er vidt ud- bredt paa de østeuropæiske Sletter, hvor Ur- oxen endnu levede for nogle faa Aarhundre- der tilbage i Tiden ; efter Størrelse, Bygning og Farve gives det forskjellige Navne, men be- tegnes dog hyppigst enten som podolisk Kvæg, der er lavbenet, har en mørk, blakket Farve og Horn af Middellængde, eller som ungarsk Kvæg, som har høiere Ben, en lysere Farve og lange, svære, opretstaaende Horn. Steppe- kvæget er et godt og kraftigt Arbeidsdyr, men kun et daarligt Malkedyr, idet t. Ex. en ungarsk Ko neppe yder mere Melk, end hvad der er nødvendigt til Kalvens Opfostring. 2) Bjergracerne, hvortil hører Tyroler- og Schweizerkvæget, som er fortrinligt, navnlig som en Følge af den omhyggelige Pleie og det skjønsomme Udvalg, som det i mange Aar har været Gjenstand for; det hører til de største Racer, idet Koen sædvanlig veier 12 à 1600 Pd. 3) Marsk- og Landracerne,