Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 37 - og herfra har da vel den Dom om Absalon, at han var havesyg og gerrig, sin Oprindelse. I Virkeligheden savner denne Beskyldning selvfølgelig al Orund. Absalon ejede ved sin Død kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af som Prælat og Stormand i Riget. Ikke blot den egentlige Aandskultur, men for en væsentlig Del ogsaa Rigets Forsvar havde sine bedste, ofte eneste Støtter i Biskopperne. For sit eget Vedkommende levede Absalon et saare afholdende og nøjsomt Liv, ligesom hans sædelige Renhed og højsindede Gavmildhed fremhæves med den højeste Ros. Et Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkelov nedlagde Ærkebiskop Eskil i Udlandet og vendte nu tilbage med og selv udnævne sin Efterfølger. Dette sit Embede. Han havde i et Par Aar opholdt sig Pavens Tilladelse til at nedlægge Ærkebispedømmet Valg foretoges i en højtidelig Forsamling i Lunds Domkirke i Kongens og talrige Stor- mænds Overværelse. Eskil nedlagde sit Em- bedes Insignier paa Alteret og vilde give Af- kald paa sin Ret for ikke at træde Domkapitlet for nær; men Kongen og alle de tilstede- værende opfordrede ham til at nævne sin Efterfølger. Han valgte da Absalon som den værdigste, ikke blot i Kirken, men ogsaa i det danske Folk. Absalon vilde dog ikke mod- tage Valget for ikke at tabe sit naturlige Fod- fæste i Kampen for Kongen og Riget; Sjæl- land var i den Grad kommet til at staa i forreste Række i denne, at man maatte frygte for at gaa glip af Aaringers Anstrængelser, naar Høvdingen her blev skilt fra sin Hær. Absalons Rytterstatue paa Højbroplads. Skænket Byen af Konferensraad A. Heide. (Af Professor V. Bissen.) Men Eskil havde en ubetinget Tillid til sin yngre Vens Evner; han holdt derfor fast ved sit Forsæt, og da Paven blev Opmand i Stri- den, afgjorde han den saaledes, at Absalon skulde modtage Ærkebispeværdigheden, men samtidig indtil videre beholde Bispedømmet i Roskilde. Da ogsaa Kongen støttede denne Afgørelse, maatte Absalon bøje sig for den, og han modtog Indvielsen i Fasten Aar 1178; 13 Aar efter overdrog han Sjællands Stift til sin Frænde Peder Sunesen. Efter Sejren over Venderne trak Absalon sig tilbage fra de politiske Begivenheder. Kampene mod Hedningerne og deres Omvendelse til Kirkens Lære havde han anset for en Slags Korstog, som vare fuldt forenelige med hans kirkelige Kald; men den unge Hertug Valdemars Foretagender i Tyskland havde han ingen Del i. Kirkestyrelsen kunde da ogsaa nok lægge Beslag paa selv en betydelig Mands hele Tid og Opmærksomhed. Der var meget at oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod endnu tilbage at organisere for at faa den danske Kirke fuldt indordnet i det almindelige Kirkesamfund. Saaledes siger en tysk Forfatter, at Absalon fik indført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskellige Bispedømmer, men i øvrigt berettes der intet om Enkelthederne i hans Kirkestyrelse. Hans eget kirkelig ydmyge Sind fremlyser noksom af den Beretning, at han lod anbringe et Krucifix over sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud, som DANMARKS HOVEDSTAD. VI