Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Forfatter: H. SCHLESINGER

År: 1895

Forlag: UNIVERSITETSBOGHANDLER G. E. C. GAD

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 407

UDK: 613

OVERSAT AF E. H. LUDVIGSEN

MED FORTALE OG TILLÆG,

INDEHOLDENDE UDSIGT OVER DEN DANSKE SUNDHEDSLOVGIVNING,

AF Dr. med. J. CARLSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 424 Forrige Næste
192 Smitsomme Dyresygdomme. efterlade en Uimodtagelighed, der gerne vedvarer Resten af Livet. I Almindelighed følges Skarlagensfeberen af en mere eller mindre stærk Halsbetændelse; den er ofte ledsaget af Udsvedninger paa Svælgets Slimhinde, som ligne Difterimembraner; ægte Difteri kan dog ogsaa optræde samtidig med Skarlagensfeber hos samme Individ. Uagtet det ved første Øjekast maaske er lidt vanskeligt at fatte, hvilken Forbindelse der kan væi’e imellem den private Sundhedspleje og de smitsomme Dyresygdomme (Zoonoser), maa vi dog skænke nogle af disse et Par Ord. At Mennesket kan blive smittet af Dyr og omvendt, har gentagne Gange været omtalt; naturligvis interesserer Hygiejnen sig kun for det førstnævnte Forhold, som vi særligt kende fra Tuberkulosen. Men det er ikke denne alene, der saaledes kan overføres, ogsaa adskillige andre af Dyrenes Sygdomme ere farlige for den menneskelige Organisme; dette ere f. Eks. Hundenes Vand skræk, Kvægets Miltbrand, Hestenes Snive o. fl. a. For saa vidt nu disse overføres direkte ved Bid, eller ved at Sygdomskimene trænge ind igennem Saar hos de Personer, der varetage Kvægets Pasning og Behandling, behøve vi ikke her at beskæftige os med dem, men hvad der derimod i høj Grad maa interessere os, er, at deres Smitstoffer ogsaa kunne indeholdes i vore Fødemidler. Atter er det da Kødet og Mælken, der'rumme Faren. Ved det førstnævnte er denne vel mindre truende, eftersom Loven jo strengt forbyder Anvendelsen af selvdøde Dyr til Menneskeføde; men det kan dog ikke undgaas, at. mangt et sygt Dyr, naar dets Ejer frygter for, at det skal dø, bliver slagtet, forinden dette sker, og at Kødet da paa Steder, hvor der ingen Kontrol føres, bringes i Handlen. I saa Til- fælde kan unægtelig Kødet, især hvis det fortæres raat, fremkalde Smitte i Tarmkanalen. Heldigvis sker dette dog ikke ofte, men at Faren foreligger, veed man bestemt i hvert Fald om de miltbrand- befængte Dyrs Kød, der igennem Mikroskopet fremviser utallige Milt- brandbaciller. Som ved Tuberkulosen er det ogsaa her fornemmelig fra Mælken, man har noget at befrygte. Dette ligger ganske nær, thi dels ydes der jo kun i faa Tilfælde nogen betryggende Garanti for, at syge Dyrs Mælk ikke bringes i Handlen, og dels tjener Mælken som bekendt hovedsagelig til Næring for Personer (Børn og svagelige In- divider), der ere særlig disponerede for Sygdom. I Virkeligheden veed man af Erfaring, at Mælken kan foranledige en Overføring af baade Miltbrand og Mund- og Klovesyge, og i det hele taget maa det anses foi’ farligt eller i alt Fald betænke-