Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Den Syges Komfort. Psykisk Therapi. 265 sunde Menneske at føle, hvad det synder imod Sundhedsplejen, men hundrede Gange haardere straffes de Fejl, der begaas i den Syges Pleje. Alt andet end ligegyldigt er det selvfølgelig, om et sygt Men- neske har et godt eller et slet Leje, eller om det indaander ren eller fordærvet Luft, dette sidste saa meget mere som den Syge jo i Reglen er tvungen til at tilbringe Dag og Nat inden Døre, medens den Sunde dog aldrig helt er afskaaren fra at komme ud i det frie. I Alminde- lighed betragter man Indespærring i mørke Rum som en haard Straf; hvorledes kan man da nogen Sinde finde paa at udelukke den Lidende fra Lyset ved at hænge for Vinduerne? Og hertil kommer endelig Renligheden i alle dens Former! Endog ganske ene er denne jo i Stand til at indvirke særdeles heldigt paa Sygdommen, ja til at beskytte imod livsfarlige Hændelser. En særlig Gren af Sygeplejen danne Forholdsreglerne til den Syges Komfort. Hertil hører paa den ene Side alt, hvad der kan tjene til hans Bekvemmelighed; paa den anden Side bør endvidere medtages de mange Smaabehageligheder, som Livet vel ikke kræver, men som det moderne Kulturmenneske meget nødigt vil undvære. Da disse mangen Gang kunne tilvejebringes med beskedne Midler, burde man visselig ikke formene Patienten dem. Glæd ham f. Eks. med en Buket Blomster eller en Bladplante, omgiv ham saa vidt muligt med Genstande i lyse og livlige Farver; alene heri ligger en betydelig Opmuntring. Syge Børn kan man jo nemt adsprede med et Stykke Legetøj; de Voksne sysselsætter sig i de endeløse Timer med deres egne Tanker. Derfor bør der gøres, hvad der er muligt, for at disse kunne blive lyse og behagelige, derfor skal man kildre den med- fødte Skønhedssans. Ved disse Betragtninger føres vi uvilkaarligt ind paa den saa- kaldte psykiske Therapi, der fortrinsvis beskæftiger sig med Pa- tienten som Menneske. Sikkert er det — enhver kender det fra sig selv —? at endog den letteste Upasselighed indvirker paa Sindsstem- ningen, og denne Indvirkning plejer at være desto stærkere, jo mere pinefuld Sygdommen er, ja, det kan jo gaa saa vidt, at den Syge i et Anfald af dyb Sørgmodighed, fremkaldt f. Eks. ved uudholdelige Smer- ter, bringes til det aller yderste, til Selvmord. Desuden udøve heftige Sindsstemninger en ofte meget følelig Indflydelse paa visse Funktioner saasom Hjertevirksomheden, Fordøjelsen, Madlysten, og forværre derved selvfølgelig Sygdommen. Man maa saaledes betragte den Syges sjælelige Tilstand som