Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Første Hjælp ved pludselig Sindssygdom. 341 i fjerneste Maade den Sindssyge den meget omhyggelige Behandling, som hans Tilstand nødvendigvis kræver, og som ingen andre end de erfarne Sindssygelæger og under disses Ledelse de vel skolede Syge- plejers kunne lade ham vederfares. Navnlig vil han i Hjemmet ikke med tilstrækkelig Sikkerhed kunne afholdes fra Udskejelser og de deraf flydende alvorlige Farer for ham selv eller hans Omgivelser. Hvad de i Hospitalerne anvendte Helbredelsesmetoder angaar, skulle vi kun bemærke, at ingen af disse støder an imod Humaniteten, der visselig mindst af alt bør tilsidesættes overfor de ulykkelige Sindssyge. Idet vi derefter vende tilbage til Udgangspunktet for denne Be- tragtning, behøve vi vel næppe at fremhæve, at der ved ethvert pludseligt Udbrud af Sindssygdom ikke tidligt nok kan søges Læge- hjælp. Da den Syge altid, naar Tilfældet blot er nogenlunde farligt, vil blive beordret øjeblikkeligt indlagt i et Hospital, gælder det altsaa for Lægmanden kun om at behandle ham rigtigt i den korte Tid, han opholder sig i Hjemmet. Som det vil fremgaa af det foranførte, er der selvfølgelig ikke Tale om nogen Slags Helbredelsesfoi’anstaltninger, men kun om at væi’ne den Ulykkelige imod alt, hvad der kan for- værre hans Tilstand, og at afholde ham fra Voldshandlinger imod ham selv og andre. Særligt for at forebygge dette sidste er et stadigt Tilsyn aldeles nødvendigt; der maa ikke alene vedblivende opholde sig en paalidelig Person i Sygeværelset men tillige være en anden og en tredie saa nær, at de øjeblikkeligt kunne komme den førstnævnte til Hjælp. Størst Fare er der for et Selvmordsforsøg, der ofte udføres forbausende hurtigt og med beundringsværdig Snedighed i et ubevog- tet Øjeblik, medens Angreb paa andre Mennesker sjældnere finde Sted; men naturligvis maa man være belavet saavel paa det ene som paa det andet. Ganske vist vil under saadanne Omstændigheder en Brydning med den Sindssyge stundom ikke kunne undgaas; dog skal den høre op, saa snart den Syge er uskadeliggjort, og altid udføres med tilbørlig Skaansomhed; intet er skammeligere end at ville bringe ham til Fornuft ved Mishandlinger. Saa længe den Sindssyges Adfærd er af en fareløs Natur, kan der ikke gives nogen bedre Regel end denne, helt og holdent at lade staa til. Selv høje Skrig og voldsom Tumlen behøver man ikke at afværge, naar der herved intet Ondt afstedkommes. Et Forsøg paa at tvinge den Vanvittige til at holde inde vilde højst sandsynligt kun have en Forværrelse til Følge; og næppe større Fornøjelse vilde man faa af Overtalelser, da ogsaa disse under visse Omstændigheder kunne tirre