Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

360 Grundregler for Sygeplejen. strengt maa undgaas, følger af sig selv; i saa Henseende forsynder man sig nu ogsaa sjældent. Større er, som ovenfor berørt, Faren for det modsatte, idet man mener at gøre det rigtig godt ved med sagte Hvisken at glide omkring som Skygger. Heri handler man dog saare urigtigt; i Stedet for at beroliges irriteres den Syge, han forskrækkes, naar en Person aldeles uanet dukker op i hans Nærhed, og han tvinges til at spænde sin Opmærksomhed, altsaa til at anstrenge sig, naar der tales sagte omkring ham. Heldigst er som altid den gyldne Middelvej: at bevæge sig i Sygeværelset med jævne Skridt og tale i almindelig Konversationstone. En Afdæmpning vil saaledes kun være nødvendig for Mennesker, der af Naturen ere altfor rigt begavede med Stemme. Den Syges Trang til Ro kræver desuden visse andre Hen- syn. Ikke det mindst vigtige af disse er Afvisningen af alle over- flødige Besøg, og hertil har man saaledes en tredobbelt Aarsag. Over- hovedet burde ingen, der ikke har en Gerning at forrette i Sygeværel- set, gives Adgang til dette uden Lægens Samtykke, og Sygeplejersken fortjener al mulig Paaskønnelse, naar hun forstaar at afværge Venners og Bekendtes, ja hyppigt endog de Nærmestes paatrængende Beviser paa Medfølelse. Er man imidlertid først bleven lukket ind, maa man ogsaa vide at opføre sig paa rette Maade. Ikke med et Ord, ikke med en Mine maa man lade den Syge mærke, at hans Tilstand væk- ker Bedrøvelse eller Ængstelse, aldrig maa Samtalen dreje sig om Emner, der kunne paavirke hans Sindsstemning, og fremfor alt maa man forstaa at bryde op i rette Tid. Endelig ere alle hviskende Samtaler baade i Sygeværelset selv og i Naboværelset strengt forkaste- lige, da de ophidse Patienten ved at bibringe ham den Tro, al der tales om hans Sygdom og den Fare, hvori han svæver. Hvad man derimod ikke behøver at banlyse fra et Sygeværelse, er Musiken, der, naar Melodierne vælges rigtig og foredrages godt, stundom kan udøve en særdeles velgørende Virkning paa den Lidende ved at jage hans triste Tanker paa Flugt. Desværre har man hidtil ikke lagt tilstrækkelig Vægt paa Musikken som Led i den psykiske Therapi, uagtet den ofte langt bedre end al Verdens venlige og ømme Ord er i Stand til at rette det legemligt lidende og trøste det af Sorger betyngede Menneskebarn. Dog kan man paa den anden Side næppe berede et sygt Menneske nogen større Plage end den at lade ham høre paa kluddei’agtigt Klaverspil eller timelange Fingerøvelser; selv