Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem
Forfatter: H. SCHLESINGER
År: 1895
Forlag: UNIVERSITETSBOGHANDLER G. E. C. GAD
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 407
UDK: 613
OVERSAT AF E. H. LUDVIGSEN
MED FORTALE OG TILLÆG,
INDEHOLDENDE UDSIGT OVER DEN DANSKE SUNDHEDSLOVGIVNING,
AF Dr. med. J. CARLSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
360
Grundregler for Sygeplejen.
strengt maa undgaas, følger af sig selv; i saa Henseende forsynder
man sig nu ogsaa sjældent. Større er, som ovenfor berørt, Faren for
det modsatte, idet man mener at gøre det rigtig godt ved med sagte
Hvisken at glide omkring som Skygger. Heri handler man dog saare
urigtigt; i Stedet for at beroliges irriteres den Syge, han forskrækkes,
naar en Person aldeles uanet dukker op i hans Nærhed, og han
tvinges til at spænde sin Opmærksomhed, altsaa til at anstrenge sig,
naar der tales sagte omkring ham. Heldigst er som altid den gyldne
Middelvej: at bevæge sig i Sygeværelset med jævne Skridt og tale i
almindelig Konversationstone. En Afdæmpning vil saaledes kun være
nødvendig for Mennesker, der af Naturen ere altfor rigt begavede med
Stemme.
Den Syges Trang til Ro kræver desuden visse andre Hen-
syn. Ikke det mindst vigtige af disse er Afvisningen af alle over-
flødige Besøg, og hertil har man saaledes en tredobbelt Aarsag. Over-
hovedet burde ingen, der ikke har en Gerning at forrette i Sygeværel-
set, gives Adgang til dette uden Lægens Samtykke, og Sygeplejersken
fortjener al mulig Paaskønnelse, naar hun forstaar at afværge Venners
og Bekendtes, ja hyppigt endog de Nærmestes paatrængende Beviser
paa Medfølelse. Er man imidlertid først bleven lukket ind, maa man
ogsaa vide at opføre sig paa rette Maade. Ikke med et Ord, ikke
med en Mine maa man lade den Syge mærke, at hans Tilstand væk-
ker Bedrøvelse eller Ængstelse, aldrig maa Samtalen dreje sig om
Emner, der kunne paavirke hans Sindsstemning, og fremfor alt maa
man forstaa at bryde op i rette Tid. Endelig ere alle hviskende
Samtaler baade i Sygeværelset selv og i Naboværelset strengt forkaste-
lige, da de ophidse Patienten ved at bibringe ham den Tro, al der
tales om hans Sygdom og den Fare, hvori han svæver.
Hvad man derimod ikke behøver at banlyse fra et Sygeværelse,
er Musiken, der, naar Melodierne vælges rigtig og foredrages godt,
stundom kan udøve en særdeles velgørende Virkning paa den Lidende
ved at jage hans triste Tanker paa Flugt. Desværre har man hidtil
ikke lagt tilstrækkelig Vægt paa Musikken som Led i den psykiske
Therapi, uagtet den ofte langt bedre end al Verdens venlige og ømme
Ord er i Stand til at rette det legemligt lidende og trøste det af Sorger
betyngede Menneskebarn. Dog kan man paa den anden Side næppe
berede et sygt Menneske nogen større Plage end den at lade ham
høre paa kluddei’agtigt Klaverspil eller timelange Fingerøvelser; selv