Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Pattebørns Ernæring. 55 er næppe Tvivl om, at gamle Folk befinde sig bedst, naar de give efter for denne. Derimod gaar man ud fra, at der i alle de mel- lemliggende Livsperioder, naar Individet da er sundt og kraf- tigt, ikke foreligger nogen virkelig Trang til Middagssøvn; højst skulde det være, hvis man efter usædvanlige Anstrengelser saa at sige særlig havde fortjent den. I al denne Tid vilde altsaa Spadsereturen — men heller ikke mere end den hermed forbundne ringe Anstrengelse — ret være paa sin Plads. Store Ydelser af aandeligt eller legemligt Arbejde kan man i de første Timer efter et Hovedmaaltid kun med Besvær præstere. Det gamle Mundheld: »Fuld Mave studerer ikke gerne« Pienus venter non studet libenter«), kan man ikke se bort fra, uden at man derved enten skader den Sag, man vil fremme, eller sig selv ved at undergrave sin Sundhed, idet man ødelægger sit Nervesystem. Og hvad det legemlige Arbejde angaar, saa kan man henvise til Anordningen i Hæren som et praktisk prøvet Princip; denne gaar som bekendt ud paa, at den strenge Tjeneste, der fordrer Mandens fulde Kraft, er henlagt til om Formiddagen, medens der ’eftei’ Middagsmaaltidet gerne foretages lettere Øvelser. Det staar nu tilbage at omtale Barnets og den fødende Kvindes Forhold til Ernæringsspørgsmaalet. Under Beskrivelsen af Mælken og dens Egenskaber blev der allerede henvist til, at Barnets eneste naturlige Næring er den, det faar fra Moderens Bryst, og et uomstødeligt Bevis for denne Paastands Rigtighed har man deri, at selv de planteædende Pattedyr opamme deres Afkom med denne dyriske Vædske. At Mennesket i saa Henseende er underkastet den samme Naturens Bestemmelse som ethvert Pattedyr, fremgaar af, at Kvinden er udstyret med det til Afsondring af Mælken bestemte Organ, og følgelig er det enhver Kvindes uafviselige Pligt under normale Forhold selv at amme sit Barn. Desværre sker dette langtfra i en saadan Udstrækning, at Idealet blot tilnær- melsesvis er naaet; og det beklageligste herved er, at ikke alene Helbredshensyn, men — og dette især i de højere Samfundskredse — ganske ubegrundede Fordomme, ja mangen Gang ligefrem Magelighed foranledige de paagældende til at forsømme deres Pligt. At det sidstnævnte Motiv simpelthen er moralsk forkasteligt, behøver kun at antydes. Derimod kan der være Anledning til stærkt at fremhæve, at en Kvinde, som har sin fulde Sundhed, hverken mister noget af denne eller af sin Skønhed, fordi liun giver Die. Ganske vist koster det dyrebare Hverv at føre det spæde Væsen gennem Dieperiodens