G. A. Hagemann

mer ud af snævre Glasrør. Hagemanns Aand var altid i Virksomhed, og selv i Fritimerne stræbte han efter blivende Resultater. Hagemann elskede Naturen. Naar der — især i tidligere Aar — kom Gæster paa Borupgaard, holdt han af at tage Staven i Haand og føre dem ud over Markerne op paa Stolbjerg, hvorfra ider er en glimrende Udsigt ind over Humlebækbug- ten, over til Hveen og over Sundet op mod Hel- singborg, det herligste Rundskue, man kan tænke sig. Hagemann brød ikke ud i Lovprisninger af Stedets Skønhed; det lod han Gæsterne om og nøjedes med i Stilhed at glæde sig ved Naturens Pragt. — Men en frodig Roemark og en veldyrket Ager skaffede ham ligesaa megen Glæde. Han var af en ejendommelig stemningsfyldt Natur, der saa Skønheden i mange af Livets rent praktiske Fbr- hold, hvor vi andre hai’ svært ved at finde den. Paa sine Rekreationsrejser til Udlandet beun- drede han de fremmede Steders Natur. Begejstret skildrede han den i sine Breve, men ofte endte Brevet med: „Men er der vel noget Sted skønner© end Borupgaard ?“ Lægger man det Arbejde, som Hagemann udføi'te i sin Fritid til det Pligtarbejde, han havde paataget sig, bliver det nok til at fylde en Arbejdsdag af usædvanlig Længde. Det regelmæssige og nøjsomme Liv, han førte, hjalp ham til at taale disse lange Arbejdsdage. Om Sommeren i de sidste 15 Aar, mens han boede paa Borupgaard, stod han regel- mæssigt op Kl. 63/4 om Morgenen. I Reglen hver anden Dag tog han ind til København. Med Tasken i den ene Haand og Stokken i den anden kunde man se ham vandre ned ad den stejle Bakke fra 103