G. A. Hagemann

bæksvang til Hotel „Gefion“ i Espergærde, hvor Ha- gemann havde indbudt til Middag. Selv spiste han i Familiens Kreds, men ud paa Aftenen kom han til Stede ved de unges stille Fest, stille paa Grund af Kongens Død, men indholdsrig og hyggelig paa Grund af det hjærtelige Forhold, der var mellem Vært og Gæster. Hver gav sit Bidrag til Festen. I sine unge Dage yndede Hagemann ved festlige Lej- ligheder i Hjemmet at rejse sig ved Bordet og synge en eller anden Sang, ofte forfattet af ham selv, og skønt han egentlig ikke kunde synge, rev han Til- hørerne med ved sin stemningsfyldte Fremtræden. Gæsterne paa „Gefion“ oplevede noget lignende. Hagemann stod frem midt i Kredsen af de unge og reciterede: : Skære, skære Havre De stæx’ke med de Fagre, En Høstmand skærer alle bort, Kun kort vi har at flagre! Kærlighed, Du smykke Banens korte Stykke! Hver ta’r sin, som jeg ta’r min, Se, det er Livets Lykke! Da Dagen var til Ende, fandt Hagemann, at den havde overtruffet alle hans Forventninger. „For mig blev den 16. Maj til en smuk Mindedag om min Families Kærlighed og om Paaskønnelse og Venskab fra alle de mange Mennesker, som. jeg ved Med- og Samarbejde i Tidernes Løb var bleven knyttet til.“ Tiden gik, og Hagemann blev til Aai's; men hans Aand ældedes ikke. Det lune Glimt i Øjet, hans lynsnare Opfattelse, hans Evife til øjeblikkelig at se til Bunds i en Sag og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, hans Interesse for alt, hvad der havde Udviklingsmuligheder i sig, hans Hjælpsom- 107