G. A. Hagemann

at bøde paa ved et kostbart Vandingsanlæg, der oppe i Højderne skulde opsamle Regnvandet, naar det under Regnskyl strømmer til fra alle Sider. Men Be- folkningsforholdene forværredes, og Arbejdskraften svandt ind. I det sidste Aai’ før Hagemanns Død begyndte Spørgsmaalet om Øernes Salg paany at træde i For- grunden. I en lille Pjece, „Danmark og dets vest- indiske Øer'1, har Hagemann gjort Rede for sit Syn paa Sagen. Trods alle sine Skuffelser der ude, øj ner han dog endnu en Mulighed for at redde Øerne for Danmark, men der er kun ét Program, der kan føi e til Maalet. „Det er ikke denne eller hin ødelagte Plantageejer eller Sukkerfabrik, det gælder at redde — selv om han iofres, betyder det kun lidt — nej', det er det hele lille Samfund, det gælder. Derfor er det en Opgave, hvis Løsning Staten maa lede og søge at samle os alle om.“ Og Hagemann antyder den Vej, han synes farbar; idet han spørger: „Burde der ikke her hjemme oprettes et vestindisk Raad, be- staaende af tidligere Guvernører og Embedsmænd, af Specialister paa Hygiejnens, Landbrugets, Fiske- i’iets og flere andre Omraader, i hvilket vi Bærere af snai't alle vestindiske Interesser havde Sæde? Fra et saadant Raads Side kunde man forvente Impulser og Undersøgelser satte igang .... Det maa staa klart, at gribes der nu ikke rigtigt, begynder Refor- merne ikke saaledes, at de maa lykkes, saa ei* Tiden og dermed alt tabt I “ Hans sidste Ord i denne Sag var: „Danmark maa tage Standpunkt til vor Kolo- nialsag. Enten maa vi sætte Øerne i en saadan Stand, at de viser Udvikling og Fremgang — eller vi maa bede andre gøre det!“ — 40