Meteorologi

TREDIE KAPITEL. Solstraalernes Gang gjennem Atmosfæren og deres Varmekraft, 115. Fra Solen udstraaler Varme til alle Kanter i Himmelrum- met. Den straalende Varmes Gang gjennem Rummet forklarer man ligesom Lysets ved at tænke sig Straalingen som en Bølgebevægelse, der udbreder sig fra det straalende Legeme. Idet den fra Solen udgaaende Bølgebevægelse rækker til større og større Afstande fra denne, udbreder den udsendte Kraft eller Energi sig over større og større Kugleflader, og dens Virkning paa det enkelte Sted aftager i samme Grad, som disse voxer med Afstanden. Varmestraalernes Kraft er saaledes omvendt proportional med Kvadratet af Afstanden fra Solen, i den dobbelte Afstand Fjerde- delen (7^), i den tredobbelte Afstand Niendedelen o.s. v. Vi ved intet om nogen Forandring i Solens egen Varme og maa, ialfald indtil videre, blive staaende ved den Tanke, at den ikke forandrer sig merkeligt i Tidernes Løb. Da Jorden i den aarlige Bane, den beskriver om Solen, ikke altid er lige langt fra denne, bliver der en Forskjel til forskjellige Tider af Aaret i den Varmekraft, som Solstraalerne har, naar de træffer Jorden. Lidt efter Jevndøgnstiderne har Jorden sin Middel- afstand fra Solen. Ved Nytaarstid er den nærmest Solen, i Be- gyndelsen af Juli er den længst fra Solen. Disse Afstande er, som ovenfor (4) nævnt, 148.7, 146.2 og 151.2 Millioner Kilometer