Meteorologi

SOLSTRAALERNES GANG OG VARMEKRAFT. 99 122. Af Solstraalernes fulde Kraft faar saaledes Jordover- fladen kun en Del. Denne Del er forskjellig for de forskjellige Slags Solstraaler. Man regner, at i Gjennemsnit slipper syv Tiendedele af Solstraalernes Kraft igjennem Atmosfæren, naar Solen staar i Zenit og skinner igjennem en skyfri Himmel lodret ned paa Jorden. Resten, tre Tiendedele, bliver absorberet og reflekteret. 123. Naar Solen staar i Zenit, har dens Straaler den korteste Vei gjennem Atmosfæren. Naar Solen staar lavere paa Him- melen, i en mindre Høide over Horizonten, og skinner paa skraa mod Jordoverfladen, har dens Straaler en længere Vei at gjennetn- løbe, før de naar Jordoverfladen. Er (Fig. 27) AB et Stykke af Jordoverfladen, CzD Atmosfærens øverste Grændse, saa har en Straale, ZO^ fra Solen, naar den er i Zenit, at gjennemløbe Veien zO, medens en skraa Straale EO, hvis Høide er EOC. har den længere Vei eO, og en Straale. der gaar horizontalt, naar Solen er i Opgang eller Nedgang, har den længste Vei CO. Jo længere Veien er, desto mere vil en Solstraale tabe af sin Kraft ved ^Absorption og Refleksion, og desto mindre Kraft vil den have, naar den kommer til Jordoverfladen. De blaa Straaler taber mest i Kraft, de røde mindst. Solen bliver rødere, jo lavere den staar, og Varmekraftens største Styrke flytter sig med den aftagende Solhøide fra de grønne til de røde Straaler, sotn ovenfor nævnt. 124. Naar Solstraalerne naar Jordens Overflade, beror deres opvarmende Virkning paa den Vinkel, under hvilken de træffer Jordoverfladen. En Straalebundt, S (Fig. 28), der falder lodret