Automobilet og dets Behandling
2. Del Automobilets Vedligeholdelse

241 anden, hurtigtkørende Vogn, naar Terrænet ikke er ganske fladt og ligger helt aabent; naar Chaufføren er ukendt i den paagældende Egn, er det ogsaa muligt, at der foruden den Vej, som man kan overse i nogen Afstand, er en en Vej til, som munder ud paa Krydsningsstedet; man ved heller aldrig, hvilken Vej det fremmede Køretøj agter at følge ved Skæringen. Vej krydsninger maa der- for altid anses for farlige Punkter, og det eneste Middel til at undgaa vanskelige Situationer er derfor at køre langsomt her. Vil man ikke køre lige ud over Kryd- set, er dobbelt Forsigtighed nødvendig. Der mangler bestemte Regler for hvem, der skal vige ud og give Plads for den anden ved en Skæring mellem to Landeveje. I Almindelighed gælder den Regel, at Færdselen paa Sidevejene skal vige for Færdselen paa Hovedvejen, dog véd Vognstyreren ofte ikke, om den Vej, han befinder sig paa, er Hovedvej eller Sidevej i Forhold til den anden, som den skærer. I Københavns Gader er fore- skrevet den samme Regel for Vejfærdselen, som gælder for Møde mellem Skibe i rum Sø, hvorefter Føreren skal vige for ethvert Køretøj tilhøjre for h a m, men har Ret til at køre frem for ethvert Køretøj paa venstre Side. At overføre denne Regel til ogsaa at gælde for Landeveje lader sig ikke saa godt gøre, fordi Reglen intet Hensyn tager til For- skellen mellem Hovedveje og Sideveje, og derfor turde man foretrække det Forslag, der kendetegner den af de skærende Veje, som er Sidevej i Forhold til den anden ved et særligt Opslag i Tilgift til det internationale Vejkryds- mærke. Retten til at kræve fri Bane maa naturlig- vis i Praksis for en stor Del være afhængig af, hvilket Køretøj, der naar først hen til Skæringspunktet; men uaf- hængigt af Regler og Forskrifter, maa Vognstyrerens indi- viduelle Sømmelighedsfølelse angive det Rette. Hvis en Vognstyrer overhovedet kan begaa en Døds- synd, er det den at køre i forkert Side forbi en Refuge paa Gaden. Den vigtigste Grund hertil er, at disse Refuger først og fremmest er bestemt for de Fod- gængere, som gaar over Kørebanen, og ikke for at dele Vognfærdselens Strømme i samme Retning paa Gaden. Vognstyreren maa derfor ikke gaa ud fra, at en Fodgæn- Automobilet og dets Behandling. II. 11