Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne

saa fremragende Aander, som gjenoptager det allerede gamle Felttog for at naa til en fuldstændigere og mere systematisk Organisation af de kreditgivende Institutioner ved Oprettel- sen af fælles Hovedbanker og et Centralinstitut for Redis- kontering. Efterat jeg nu har forklaret de afvigende Meninger med Hensyn til de Rigdomskilder, hvoraf Haandværkernes Kredit skal suge Næring, staar der endnu tilbage at komme til et Resultat om, hvorledes den Institution bør indrettes, der skal opsamle Midlerne. Kreditorganisationer bør have Rede paa de Fordele og Ulemper, der klæber ved den særlige Kreditkilde, hvoraf de forsyner sig, og paa de Forhold, under hvilke det er deres Kald at raade Bod paa dem. Hvis man udelukkende øser af Verdens-Pengemarkedet, maa alle ens Anstrængelser gaa ud paa at skabe en Modvægt mod Kursens uophørlige Svingninger, og paa at tilvejebringe en indre Smidighed, som kan reagere tilstrækkeligt i Tilfælde af unormale Rystelser paa Markedet. Stabilitet i Kreditten vil kunne opnaas ved at forøge An- tallet af Hjul i det mellemliggende Maskineri, som saa skulde have den størst mulige Elasticitet og efterhaanden være i Stand til at spille Rollen som Afbetalere overfor en Central- bank, der maa have sin egen Kapital og betydelige Reserve- fonds. Man kan i saa Fald oprette Sammenslutningsbanker, der i lidt mindre Maalestok har de samme Egenskaber som Centralbanken, og derpaa stedlige Banker, der maatte arbejde med den størst mulige Sparsommelighed; og inaaske skal man gaa til at underdele Kunderne i Grupper eller efter Fag. Paa den Maade vilde der blive Tilværelsesmuligheder for Haand værkerbanker; men man ser jo nok, at ved denne Ordning kjøbes Rentefodens Stabilitet paa Billighedens Be- kostning. Hvis man udelukkende øser af Statens Kredit, saaledes at Staten i tørste Linie kommer til at besørge Amortisationen, fordi den, uagtet den selv kan risikere Svingninger i sin Kredit, lader andre nyde den til uforanderlig Rente, maa man værge sig imod de Ulemper, der uundgaaelig klæber ved Samvirken med Staten — dette upersonlige politiske Væsen, som ledes af nogle enkelte efter deres individuelle Synsmaader.