Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne

110 — Hvorfra kommer i Italien de Penge, som udlaanes til Haandværkerne ? Lige til de allersidste Aar kom Pengene fra decentrali- serede Opsparinger. Hver Institution søgte at forsyne sig med Penge fra sin egen Egn, og Sparekassevæsenets Organi- sation har derved opnaaet en rivende Udvikling. Saaledes ser Begyndelses-Situationen ud, og den er endvidere bleven begunstiget ved Sparekassevæsenets almindelige Ledelse, ved en udmærket Lov (af 1888) om de private Sparekasser, og ved at der ikke findes noget Centralinstitut for Sparekasserne. At udrede Forholdet mellem Aarsag og Virkning er ofte meget vanskeligt. Hvorfra kommer denne Fremblomstring af den lille Kredit i Italien? Kommer den af den Nidkjærhed, der besjælede flere paa hinanden følgende Slægtled af ulønnede Bestyrelser, eller skyldes den Vilkaar, der var gunstige for en god Lovs Virkninger? Er det den samme Uegennyttens Aand, der har faaet Generation efter Generation af Sparere til at betro disse enligstaaende Institutioner det tidobbelte af de Garanti- summer, som de kunde byde? Er det disse Institutioners stadige Held, som har forøget den offentlige Tillid til Systemet? Hvad det nu end er for en Blanding af Aarsager, der har virket, saa er Situationen enestaaende. Men kan man deraf drage en afgjørende Slutning til Fordel for Decentralisa- tionssystemet? Ja, naar man blot ser paa de Resultater i Retning af Smidighed og Evne til at tilpasse Formerne efter Kravene, som Systemet har at opvise, saa skulde man være fristet til at besvare dette Spørgsmaal bekræftende. Men der er ogsaa Skyggesider. Der finder ingen God- skrivning Sted; Kredittens Stabilitet og Billighed er ikke eksemplariske, og der er foreløbige Tegn paa en karakteristisk Udvikling i Retning af Centralisation. Post-Sparekasser vin- der Terræn; Rediskonteringer bliver hyppigere og hyppigere og har ophørt blot at være gjensidige Tjenester mellem Insti- tutionerne indbyrdes. Visse Casse di Risparmio, som de i Milano og Bologna, udvikler sig til at blive virkelige Redis- konteringsbanker, og Nationalbanken i Rom modtager hyp- pigere og hyppigere det Papir, som den ene stedlige Kasse trækker paa den anden. Trangen til en Centralinstitution mærkes føleligere for hvert Aar, og Spørgsmaalet savnes aldrig mere paa Dagsordenen for Folkebankernes Kongresser.