Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne

— 85 — Paa Grund af deres Afveksling, deres Tilpasning til For- holdene og tillige paa Grund af deres tilsyneladende Simpelhed skræmmer disse Kursus ikke Haand værkerne; de ser tiltalende ud, og man lader sig gjerne indtegne til dem. Der -bliver ikke Tid til at kjedes ved dem, og ens Forretninger kommer ikke til at lide derunder. Disse brudstykkeagtige Kursus krænker ikke de etablerede Mestres lille personlige Forfængelighed, saaledes som en alt- omfattende Undervisning vilde. At deltage i sidstnævnte vilde tilsyneladende være det samme som offentlig at tilstaa Uvidenhed, noget der holder haardt for ens kjære Jeg; men at lade sig indtegne til et specielt Kursus støder ikke an mod de samme Fordomme, især naar man pynter disse Kursus med et klingende Navn, saasom: »Kursus til Videreuddan- nelse af Mestre* eller »faglige Forelæsninger«. Man maa hel- lere paa dette Punkt sætte Tonen lidt op, selv med Fare for at give denne supplerende Undervisning en Etikette, som egentlig kun tilkommer Fortsættelsesundervisningen. Som Følge af deres Afholdelse i kort Tid og med Mellem- lum samt efter forudgaaende Samraad med de faglige Organi- sationer samler disse Kursus en udsøgt Elevkreds, det vil sige: Deltagere, der er stærkt interesserede i at drage Nytte af den Undervisning, der gives dem. Deri bestaar jo netop Over- legenheden ved al Undervisning, der gives efter den egentlige Skolealder, naar Letsindigheden og den blinde Tillid til en let\ unden Fremtid er bleven afløst af de første Skuffelser og Foi nemmeisen af de første Vanskeligheder. Selv om man i Princippet maa holde urokkelig fast ved Nødvendigheden af en fuldstændig Foruddannelse (uden Mang- lei og Huller), saa maa man dog til en vis Grad erkjende Nyt- ten af en Undervisning, der gives under Udøvelsen af Profes- sionen, selv om ogsaa denne Undervisning kun er supplerende. Men saa maa man ogsaa gjøre sig særlig Umage for at forene de bedst mulige Betingelser for et gunstigt Udfald og se at faa de i Sagen interesserede til at støtte den det mest mulige. Man maa lade dem blive i den Overbevisning, at Initiativet kommer fra dem sely, at Ordningen er deres eget Værk, at Undervisnin- gen er et »Samarbejde«—næsten en Kongres, indkaldt for at stille de enkeltes Erfaringer til fælles Raadighed, snarere end en beskeden Forsamling af Elever under en Lærers Kommando.