Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne

lig »Ankomststationen«, hvor Kreditten naar frem til og kom- mer i Berøring med Forbrugerne. Lad mig da begynde med dette sidste Element: De indi- viduelle Haandværkere er den nydende Part i Kreditforholdet, men under de nuværende abnorme Forhold kan de ikke være hinandens gjensidige Velgjørere; Gjensidigheden i Kreditten kan ikke begrænses til deres egen Kreds alene. Dette er efter min Mening en af Grundene til de i Østerrig og Tyskland forsøgte Haandværkerbankers mislykkede Resultater. Heraf slutter jeg følgende: Hvis man ikke meget hurtig vil se Redskabet blive ødelagt, maa man ikke overlade den nydende Part — Laantagerne — den afgjørende Indflydelse paa det Organ, som fordeler Kreditten. Andelssystemet — Kooperationen — er ikke det rette System for en nyttig og solid Kredit for Haandværkere i vore Dage. Dette lyder som et Paradoks, og dog er det saa sikkert som noget. Man skal nok samle Laantagerne for at organisere Kundekred- sen, for at faa fastslaaet Risiko-Klasser og for at bortelimi- nere Mulighederne for Tab; men man maa ikke give Laan- tagerne en uindskrænket Magt over den disponible Penge- beholdning, som hidrører andetsteds fra, og som derfor let opvækker begjærlige Lyster, der bør holdes nede. Det rene Andelssystems Form, under hvilken Lederne udelukkende er Udøvere af Andelshavernes Mandat, passer lige saa lidt for en god Kreditinstitution for Haandværkere som Aktieselska- bet, hvis Formaal er ren Pengevinding, og hvis Bestyrelse kun lever af de valgberettigede Aktionærers Naade. Man maa træffe en Ordning, hvor Kræfterne paa en eller anden Maade holder hinanden i Skak. Men hvorledes? I de Raiffeisen1 ske Kasser i Tyskland ser vi, at en Del af den fælles Formue er unddraget Parthavernes Begjærlighed. I de italienske Casse di Risparmio er det samme Tilfældet, og Be- styrelsen vælges aldrig af Laantagerne. Mange Kreditforenin- ger, som kaldes kooperative, tilkalder som Ledere Personer, som i Kraft af deres Stilling og Karakter er uafhængige af Laantagernes Flertal. De, som lever under Vedtægter af mod- sat Beskaffenhed, udtænker en Række mer eller mindre sin- drige Midler til i Realiteten at sætte Andelshavernes Ret ud af Spillet, f. Eks ved at fastsætte et Maksimum for Størrelsen af en Andelshavers Bedrift eller for de Laan, der maa gives