Geographiske Billeder fra Heden

24 skjøndt der rigtignok kan tilveiebringes mange vægtige Indvendinger herimod, iblandt andet den, at der endnu ikke er fundet Levninger af Saltvandsdyr i de Sandlag, hvoraf Fladerne beslaae. Sandfladerne ere vel tilsyneladende næsten horizon- tale, men i Virkeligheden falde de umærkeligt imod Vest, Syd og Nord. Deres høieste Punkt ligger udfor Himmel- bjerget, det høieste og vildeste Parli i Rullesteenssand- beltet, hvor altsaa det nedenfra kommende vulkanske Tryk har virket stærkest. Sandfladerne kunne derfor rettere betragtes som et Stykke af en afstumpet, meget svagt hældende Kegleflade, paa hviken Karupaa flyder mod Nord, Holstebroaa mod Nordvest, Skjernaa mod Vest, Vardeaa mod Sydvest, Sneum og Veienaa mod Syd. Det høieste Parti af Fladerne udfor Himmelbjerget ligger c. 150 Fod over Havfladen, og da Afstanden der- fra til Vestkysten er c. 12 Miil, følger heraf, at Fladerne have et gjennemsnitligt Fald af 1 Fod paa 2000 Fod, et Fald, der ikke kan skjelnes med det blotte Øie. Dette ringe Fald kan ikke tilstrækkelig befordre Vandløbet, og Fladerne ere derfor fulde af stillestaaende Vande, store Kjær og Moser, der indeholde et uhyre stort Qvantum ofte fortrinligt Brændselsmateriale, der desværre endnu i lang Tid ikke vil kunne anvendes, fordi der mangler For- brugere, Veie og Jernbaner; Kjærene ere den Deel af Fladerne, der bedst vilde egne sig til Agerbrug, hvis Be- boerne mægtede at udgrøfte dem, og hvis man kunde finde rigeligt Mergel, der desværre endnu næsten ganske savnes. Resien af Sandfladerne beslaae af meget magert Sand, (i Reglen farvet lidt rødligt af Jern), dækket af et tyndt Ahllag og en endnu tyndere Lyngskjold, en Jordbund, der er saalidet indbydende, som vel muligt, og som derfor kun paa enkelte Pletter er opdyrket.