Bilag A, B Og C Til Jernbanekommissionens Betænkning

50 at de havde raadspurgt det kommunale Jernbaneudvalg, hvis Tillidsmænd de vare. Men der er ingen af os i Tvivl om, at havde Aktieselskabet den Gang været oprettet paa de nugældende Love, saa vilde Stillingen have været meget vanskelig — ja, vistnok uhold- bar — for Kommunerne. Nu opnaaedes efter on ny Forhandling med »Sydfyenske Jernbaneselskab« en aarlig Godtgørelse af 3000 Kr. for vor Bane. Da vore Bevillingshavere vare i Begreb med at overgive Banen til Aktieselskabet, foranledigede kgl. Kommissarius, at Kommunerne udpegede de Mænd, de agtede at vælge til Repræsentanter, som det hed, for at Statens Valg ikke skulde kollidere med Kommunernes. Da Staten imidlertd valgte d’Hrr. Kammerjunker, Amtsforvalter Münther, Odense, og Kammerherre, Oberst Tobiesen, Kjøbenhavn, maa man antage, at Kommis- sarius ogsaa har haft andre Formaal; i hvert Fald optog han derefter Forhandlinger med flere af de udpegede Repræsentanter, om end ikke alle Steder med lige Held, for at sikre sig Direktørvalgene, og særlig da Valget af Direktionens Formand.*) Derefter lod han de af Kommunerne udpegede og de af Svendborg Amtsraad og Staten valgte Repræsentanter sammenkalde og konstituerede med dem Selskabet, og da der blev indvendt, at Valget af Revisor i alt Fald maatte tilkomme en Generalforsamling, tog han Ansvaret paa sig og lod Repræsentanterne foretage dette Valg. I afvigte Sommer blev en Direktørplads ledig. Kommissarius havdo da atter udset sig Afløseren, og denne .Forudbestemmelse blev forsøgt praktiseret paa den for de kommunevalgte Repræsentanter krænkende Maade, at han havde foranlediget don af ham udsete Direktør til at møde i Valgbyen for at modtage sin Udnævnelse. Valget blev imidlertid forpurret, fordi den Generalforsamling, som gik forud for Repræsen- tanternes Valg af Direktør, greb til Forholdsregler, som af andre Grunde maatte beklages, men som førte til, at Kommunernes Repræsentanter stode samlede ved Valget og altsaa havde lige saa mange Stemmer som Staten, og tilmed havde de Repræsentantskabets Formand iblandt sig. Men under de Forhold nægtede Kommissarius at bøje sig for Slutningspunktumet i Lovenes § 35, der i Tilfælde af Stemmelighed tillægger Formandens Stemme Afgørelsen. Af det anførte vil det ventelig fremgaa, at de herværende Kommuners Indflydelse paa den Bane, hvortil de dog have tilvejebragt den halve Anlægssum, ikke rækker videre *) Et Par Træk fra disseForhandlinger ere saa betegnende, at vi ønske at meddele dem. De ere førte paa Tomandshaand, men vi have de paagældendes Tilladelse til at referere. Det maatte antages, at en af Bevillingshaverne, et Amtsraadsmedlem, vilde faa de landkommunale Stemmer ved Valget af Direktører; livis han dertil fik Statens Stemmer, var hans Valg mere end sikret. Med denne Mand indledede Kommissarius Forhandling og opfordrede ham til at stemme paa en juridisk Embedsmand til Formand i Direktionen, hvilket dog bestemt blev nægtet med den Motivering, at det vilde vække Misnøje iblandt Landboerne. Kommissarius udbrød da: „Jeg troede dog, De satte Pris paa at komme med i Direktionen“, hvortil blev svaret: „Jeg tjener Kommunerne og ikke Dem, Hr. Kammerherre.“ Umiddelbart derefter for- søgte Kommissarius saa Underhandling med et andet Amtsraadsmedlem, hvem han under Hen- visning til, at det førstnævnte Amtsraadsmedlem ikke syntes at ønske at blive Direktør, endog stillede i Udsigt at blive Direktionens Formand. Denne yttrede Tvivl om sin Berettigelse til at komme i Betragtning, men Kommissarius svarede, at det var Ministerens Onskc, og da hertil blev sagt: „Umuligt, Hr. Kammerherre, da Ministeren slet ikke kender mig“, faldt Kammer- herren ind: „Jo Gu’ gør han saa! Ministeren ønsker netop at faa en af N. N.s flinke Sønner.“