Frikonkurrencen Og Socialismen

 123 strene, at det Krav maa gøres gældende, at alle Ar- bejderne skal tilhøre deres Fagforening. Men som dette Krav er en Nødvendighed af Hen- syn til Mestrene, er det det i lige Grad af Hensyn til de enkelte Arbejdere. Ti Fagforeningen kan kun be- skytte sine egne Medlemmer. Men den enkelte Ar- bejder, for hvem der kræves Frihed til uafhængig af alle andre at slutte Overenskomst med Mestrene an- gaaende Arbejdsvilkaarene, staar i Virkeligheden fuld- stændig værgeløs, hvad der fuldt ud indrømmes selv af en saa konservativ Forfatter som Birger Hansted, der herom skriver: »Erfaringen har gentagende vist, at den fri Ret til at slutte Overenskomst er yderst chimærisk, naar den ene af Parterne er en med alle Rigdommens eller Besiddelsens Forrettigheder udrustet Mand, og den anden en fattig Stymper, hvis Eksistens afhænger af, om han faar sluttet Kontrakt med den rige Mand eller ej, om han faar solgt til denne sin Tid og sin Ar- bejdskraft, ligegyldig om den Betingelse, der bydes ham, er nok saa usselt et Skambud. I saa Faid er Kravet om Frihed kun alt for ofte det Skjul, bag hvilket den stærkere og mægtigere hensynsløst ud- plyndrer den svagere«.*) For at opnaa Beskyttelse og kunne handle som Ligemand maa Arbejderen staa i den faglige Organi- sation. Fagforeningen har ogsaa Brug for alle. Den fag- lige Forening skal jo hæve hele Samfundet, idet den søger at hæve Levefoden for det underste Lag. Dette er paa den ene Side et saa overordentlig vanskeligt Hverv, at den dertil har Brug for enhver Kraft, der staar til dens Raadighed. Paa den anden Side er det en saa fortjenstfuld Gerning, at alle Pagets Arbejdcie umiddelbart kommer til at nyde godt deraf. Det !) Birger Hansted anf. Skrift S. 136.