Frikonkurrencen Og Socialismen

130 ud over det famlende Forsøgsstadium, den har traadt sine Børnesko og konstateret sin Eksistensberettigelse. Med Glæde bør vi hilse en Bevægelse, der er saa nøje beslægtet med Kirkens Tankegang. Arbejderorganisa- tionen betyder jo nemlig en praktisk Anerkendelse af den Sætning, at Sammenslutning er lige saa nødvendig paa det materielle som paa det aandelige Omraade. »Man taler i høje Toner om det frie Arbejde; men hvordan skal den enkelte Mand bære sig ad med at vinde Frihed? Hvor kan den Mand være fri, der er et Offer for sin Uvidenhed, og hvem Nøden tvinger til at antage de Vilkaar, der bydes ham? Hvorledes kan Kirken saa meget som et Sekund være i Tvivl om, hvilket Raad den skal give en saadan Arbejder? Den sunde Fornuft byder os at sige til Arbejderne: I skal slutte eder sammen. Sammenslutningstanken hører til Kirkens grundlæggende Læresætninger, og hvorfor skulde denne Tanke have mindre Gyldighed paa det sociale Omraade end paa det aandelige Liv? Man kan ikke prædke Sammenslutning i det ene 1 il- fælde og individuel Optræden i det andet. Nej, skal Arbejderne blive virkelig fri, maa de slutte sig sammen, ti enkeltvis Optræden betyder Slaveri. At dette for- holder sig saaledes, ser mcin bedst deraf, at det saa- kaldte Sultelønningssystem kun gaar i Svang over for de uorganiserede Arbejdere. »Naar Arbejderne optræder hver for sig, skader de den fælles Sag og mister Evnen til at begrænse Kapitalens Magt. Sultelønssystemet begynder der, hvor Fagforeningerne hører op. — Vejen til at opnaa en friere Stilling og bedre Vilkaar for Arbejderne gaar gennem en videre Udvikling af Fagforeningen«. Ved samme Lejlighed udtalte Lord Brassly: »Man bør ikke betragte Fagforeningen som et nødvendigt Onde, men tværtimod som det bedste Middel til at hidføre stabile Forhold mellem Arbejdere