Frikonkurrencen Og Socialismen

I 192 egentlig aldrig burde slaas af paa, idet den som sidste Mulighed tilbyder Jordbesidderne Obligationer, for hvilke de personlig kan leve rigelig, og som de ogsaa gærne kan lade gaa i Arv til deres Børn, hvis de ikke selv forbruger dem alle, men som de ikke noget Sted faar Adgang til at anlægge rentebærende. Ved denne Fremgangsmaade vil den sidste Ret af Jorden, der ikke ad de tidligere anviste Veje er ud- gaaet af Privatbesiddelsen, paa ny blive draget tilbage til Samfundet, hvor den oprindelig var og al Tid burde have været! Naar al Jorden er overgaaet til Samfundet, og Produktionsredskaberne samtidig er socialiserede, vil der ikke længer være nogen Rentiers. Den eneste Maade, hvorpaa der vil kunne erhverves Udbytte, vil være gennem Arbejde, Gaver eller Arv. Men hvad der kan modtages som Gave eller Arv vil kun være renteløs Kapital. Det vil sige: Kapital, der kan for- bruges, men ikke anvendes til Udbytning, idet den ingen Steder vil kunne anbringes rentebærende. Saa snart Jord, Redskaber og alle Bygninger ved de social- iserede Virksomheder er gaaet over i Samfundets Be- siddelse, vil enhver Adgang til privat Rentenydelse være afskaaren. Dermed vil først ogsaa Betingelsen være til Stede for, at enhver kan faa det fulde Udbytte af sit eget Arbejde. Naar der herimod indvendes, at Fjærnelsen af Renterne vil dræbe Sparsommeligheden, og at ingen derfor vil lægge Vind paa at samle Fond til Sygdom, Alderdom eller Børn, beror dette paa en stor Mis- forstaaelse. Forsikringsvæsenet til Understøttelse under Syg- dom og Alderdom vil netop først ret kunne udvikles, naar alle har den fornødne Evne til at gøre de nød- vendige Indskud.