Frikonkurrencen Og Socialismen

 191 Minut krænker Arbejdernes Ejendomsret og tilegner sig, hvad andre frembringer. Det er denne Uret, der skal fjærnes, det er denne Retskrænkelse, der skal standses ved den sociale Re- formation. Hvem er det, der her har Krav paa Erstatning? Ja, var der en levende Ansvarsfølelse i Folket, herskede der en fin Erkendelse af Spørgsmaalene om Ret og Uret, stod den sædelige Bevidsthed virkelig paa Højde med den kristelige Sædelæres Krav, saa vilde der med en Mund blive svaret: Det er Ar- bejderne, der tilkommer Erstatning for den Ejendom, som Herremandene daglig gennem mange Aar har frataget dem! Og skulde Herremændene saa ikke være i Stand til at yde denne Erstatning, vilde der i alt Fald blive forlangt, at de skulde være vel tilfreds for den Tid, de havde haft Adgang til at foretage Udbytningen og derfor nu beredvillig yde deres Medvirkning til, at Udbytningen kunde standse og Udbyttet for Fremtiden fordeles blandt de arbejdende. Hvor Herremændene loyalt optraaclte i Overens- stemmelse med dette Krav, kunde hele Forandringen indskrænke sig til at bestaa i, at selve Herregaarden med dens Marker omdannedes til et stort Andels- selskab, som Herremanden kom til at staa i Spidsen for som Leder, medens Arbejderne kom til at tage Del i Driften som ligeberettigede Parthavere. Paa den Maade kom Herremanden til i Overensstemmelse med Naturens Bud og Moralens Krav at udføre et sam- fundsnyttigt Hverv og blev Arbejdernes anerkendte Chef i Stedet for deres Udbytter. Men en saadan Sædelighedsbevidsthed, som denne Fremgangsmaade vilde forudsætte, er jo trods alle vore Prædkener om Arbejdets Ære — ikke til Stede. Socialismen er derfor saa moderat, at den slaar endnu yderligere af paa det sædelige Retskrav, som der