Frikonkurrencen Og Socialismen

først og fremmest komme til Erkendelse af, at en Hovedbetingelse herfor er, at der sættes mindst lige saa energiske Kræfter ind paa at reformere de sociale Forhold, som der hidtil har været sat ind paa at fremme den religiøse Mission. Men i samme Grad, som dette sker, og Virksom- heden lykkes, kan vi ogsaa med fuld Tryghed vente, at Menneskene vil blive bedre. Men hvorfra skal disse Kræfter hentes? De, der skal sætte dem i Virksomhed, er jo ogsaa af Lov- mæssigheden bundne i deres Optræden. Naar de hidtil har forsømt denne Virksomhed, vil de vel ogsaa gøre det i Fremtiden. Den forandrede Optræden skal komme derfra, at Opdragelsens Lov er stærkere end det nedarvedes Magt. Og ved Opdragelse forstaar vi al Paavirkning, som Individerne faar fra deres Medmennesker. Opdragelsen kan derfor her som overalt være god eller slet. Den kan indskrænke sig til, hvad der er mættet af Brænde- vinsdunsten fra Værtshusholderens Kælder. Den kan være omgærdet af den Theologi, der svinebinder Menneskeaanden og baandlægger alt menneskeligt Fremskridt. Den kan være behersket af Statens Politi- knipler. Men den kan ogsaa være af den Art, som bryder igennem med profetisk Klarsyn hos Menneske- hedens ædleste og bedste Personligheder. Det er de Ideer, som under denne Brydningernes Skærsild sænker sig dybest i Menneskenes Sind og sætter de stærkeste Kræfter i Virksomhed, der bevæger Verden fremad og gradvis opdrager bedre Mennesker. Dette erkender Socialismen. I Kraft af denne sin Opfattelse og med den sikre Forventning, at det vil blive de sundeste og ædleste Ideer, der stærkest vil gribe Menneskene, staar den med Vished om sin Sejr som fremtidig Kulturmagt.