Frikonkurrencen Og Socialismen

250 I denne Retning er de levende Kristne i inderlig Overensstemmelse med Jesus Kristus. Han var den store Sjælekender. Han saa, at den væsentligste af alle Livets ædle Kræfter var Kærlig- heden. Men al Kærlighed hviler paa I ro. Barnets Kærlighed til Fa’er og Mo’er udspringer af dets ube- tingede Tillid. Ægtefællernes Kærlighed hviler paa den gensidige tillidsfulde Tro. Brister denne, er det forbi med Kærligheden. Den, der skal udrette noget i Livet, maa bæres af Tro. Selv Opfinderen, der arbejder i det kemiske Laboratorium, saa Hjærnen banker i Hovedet, bæres oppe af Troen paa Muligheden af Op- gavens Løsning, paa Muligheden af at gøre et Frem- skridt til Slægtens Gavn. Det var denne Tro, som Jesus løftede op til det højeste, som Trosevnen kan naa, op til den levende Gud. Overalt, hvor han taler om Tro, er det om Tro i Betydning af Tillid. Hvad enten han staar over for Høvidsmanden, den kananæiske Kvinde, den værkbrudte, Marta, de smaa Børn, og vi hører Vidnesbyrdet: »Din Tro har frelst Dig«, eller »har Du Iro, skal Du se Guds Herlighed«, er det Tro i Betydning af Tillid, hans Tale gælder. Det er denne Iro, der har den bjærgflyttende Kraft. Det er den og den alene, der danner den Skat og Perle, som er mere værd end Al- verdens Guld. Aldrig noget Steds finder vi Jesus kræve eller forlange Tro i Betydning af pligtmæssig Tilslutning til en bestemt Lære. Tværtimod. Ingen andre maa i den Grad høre hans straffende Tale som Samtidens Theologer, der satte Religionen i en bestemt Lære, i visse Ceremonier. Og til Kvinden ved Brønden siger han udtrykkelig, at den Tid nu er kommen, da Menne- skene hverken skal tilbede Gud paa dette Bjærg eller i Jerusalem, — hverken under denne eller hin bestemte Form — men i Aand og i Sandhed. Ved Siden af at lære Menneskene at dyrke Gud i Aand og Sandhed havde Jesus ogsaa den Opgave at rense og lutre det raadende Gudsbegreb.