Frikonkurrencen Og Socialismen

3i løse Arbejderklasse, der hver eneste Dag yder det største Indskud til Produktionens Fremme. Det er den, der pløjer og høster vore Marker, det er den, der anlægger vore Landeveje og Jærnbaner, det er den, der bygger vore Huse, forarbejder vore Møbler, bager vort Brød, passer vore Maskiner, kort, det er den, der udfører den hele Virksomhed, som betinger ogsaa hele det aandelige Kulturarbejde. Vi har set, at der ved den produktive Virksomhed frembringes tilstrækkeligt til, at alle kan faa det for- nødne daglige Brød, med hvad dertil hører. Men vi har ogsaa set, at Arbejderne paa Land saavel som i By mangler fra 3 til 600 Kr. aarligt i, hvad der kræves til et Underhold, der med Hensyn til Føden er lig med, hvad der bydes Fangerne i vore Fængsler! Kan saa nogen undre sig over, at der er Armod i Arbejdernes Hjem? Men, spørger nogen, er Nøden da virkelig saa stor iblandt Arbejderne, som de anførte Tal synes at vidne om? Lad Kendsgerningerne tale! Vi gaar til Landarbejderne først. For at værge os imod, at vore Skildringer skal blive stæmplede som socialistiske Overdrivelser, skal vi væsentlig hente vore Vidnesbyrd fra — konservativ Side. 1 1883—84, altsaa paa et Tidspunkt, da vi endnu levede i de opadgaaende saakaldte gode Tider, var der nedsat en Regeringskommission, der havde det Hverv at undersøge Sundhedstilstandene i vore Skoler. Kommissionen lod en Mængde Skolebørn veje og wiaale. Resultatet heraf var, at Husmandsbørnene gennemgaaende baade var lavere af Vækst og vejede mindre end — Gaardmandsbørnene.