Frikonkurrencen Og Socialismen

53 Naturlov og derfor — ved sin Fordelingsmaade — tillige hersker selv over baade Liv og Død. Det er — i Følge den herskende Nationaløkonomi — Tilbud og Efterspørgsel, der bestemmer, hvor megen Jord der skal tages under Kultur, hvor intensivt Jorden skal dyrkes, hvor mange industrielle Varer, der skal frembringes, hvor mange Mennesker der skal sættes i Arbejde, hvad Varerne skal koste, hvad Løn Menneskene skal have, hvor mange Mennesker der skal leve, og hvor mange der skal dø. Under den fremadskridende Civilisation kan de to Klasser, Jordejerne og Kapitalisterne, i stedse voksende Omfang faa Del i alle Fremskridtets Velsignelser. Kapitalisterne kan selv under vanskelige Forhold — naar Arbejdet f. Eks. standser — leve længe af deres Penge. Og Jordejerne kan selv i værste Tilfælde ved personlig at udføre Arbejdet paa Jorden skaffe sig sit Underhold. Med den tredje Klasse, Arbejderne, forholder det sig helt anderledes. For denne Klasse, der al Tid er den talrigste, vil selv de største Fremskridt være frugtesløse. Tre forskellige Aarsager bevirker dette: 1) Arbejdets Deling, der er en Hovedbetingelse for Masseproduktion og Prisbillighed, kræver uund- gaaelig, at bestandig flere Arbejdere lænkes til saa ensformige og aandssløvende Virksomheder, at det ikke kan andet end nedbryde deres hele aandelige Intelligens. 2) Da Arbejdslønnen paastaas at skulle udredes af Kapitalen, vil Lønnen umulig kunne stige, hvis Arbejdernes Antal vokser hurtigere end Kapitalens Beløb. 3) Endelig er det Næringsmidlernes Mængde, der bestemmer, hvor stort et Antal af den opvoksende Slægt der kan faa Lov at beholde Livet. »Kun