Frikonkurrencen Og Socialismen

55 ligt Vidnesbyrd om den til Stede værende Kløft mellem Livets materielle Vilkaar og den raadende aandelige Livsbetragtning. Men, kan der spørges, er denne Forklaring rigtig, viser det sig virkelig, at Tilbud og Efterspørgsel paa den Maade hersker i det praktiske Liv? Ja, saa langt som Frikonkurrencen raader, hersker Loven kun alt for uindskrænket. Den hersker i den Grad, at mangfoldige selv af de bedste og mest humane Mennesker end ikke med deres bedste Vilje er i Stand til at øve den simpleste Retfærdighed. Grellest træder dette frem under de saakaldte Licitationer. Her~ skal f. Eks. opføres en stor Bygning: For- skellige Bygmestre vil gærne have Arbejdet. Enkelte af dem er meget humane Mennesker, der erkender Arbejdernes Ret til Livet, hvorfor de gærne vil betale den højst mulige Løn. Men flere er de inhumane, der søger at pine Lønnen ned til det lavest mulige. Alle konkurrerer, kappes om at faa Arbejdet. Den, der leverer det billigste Overslag, bliver Manden. De humane maa kappes med de inhumane. Det gælder Livet. Faar de ikke Arbejde, kan de ikke eksistere. For at komme langt nok ned i Billigheden maa selv de bedste kappes med de sletteste om at — sætte Arbejdslønnen ned. Det er den mest inhumane, der behersker Stillingen! Saa lidt er de enkelte Individer Herre over Om- givelserne. Den lavest bydende faar Opførelsen af Bygningen overdraget og averterer om, at der antages Arbejdere. Er der knap Tid paa Arbejdskraft, kan Arbejderne i nogen Maade bidrage til at højne Lønnen. Mælder der sig, hvad nu hyppig er Tilfældet, 100, hvor der kun er Brug for 25, faar kun de Arbejde, der tilbyder sig for den laveste Betaling.. Som Bygmestrene kon- kurrerede om Bygningen, konkurrerer Arbejderne om