Frikonkurrencen Og Socialismen

58 Hele dette System er saa meget mere diabolisk, som man kun i meget ringe Grad kan rette Bebrej- delse imod de enkelte Individer. De sædelige Krav og de ideelle Fordringer gaar ud paa, at Hensynet til Næstens Vel skal være Ledestjærnen for al vor Færd. Men Selvopholdelsesdriften tvinger den enkelte til uden Barmhjærtighed at skade Næstens Interesser af størst mulig Evne. Den enes Død er den andens Brød! Enten virke som Hammer eller lade sig bruge som Ambolt! Enten undertrykke eller lade sig under- trykke! Vil man leve, maa man sørge for at holde sig de flest mulige Konkurrenter fra Halsen eller at faa dem sat ud af Spillet. Holder man sig ikke selv oven Vande, har man kun Udsigt til et Liv i Ar- modens forfærdelige Helvede! Dette er Frikonkurrencen i Theori og Praksis. Ske hvad der vil, — under dette System kan det underste Lag, den store Arbejderklasse aldrig hæves væsentligt op over Højdelinjen for Eksistensmulig- heden. Den uskrevne men jærnhaarde Lønningslov vil alle Dage holde denne Klasses Medlemmer nede paa Sultelønsstandpunktet. — Vi gaar til den næste Udbytningsform: Privat- kapitalismen. Det ejendommelige for denne er, at den skiller Arbejdsredskaberne fra Menneskene. Menneskene kan ikke arbejde uden Redskaber. Før Maskinernes Tid hørte Redskaberne og Arbejderen al Tid sammen. Snedkeren havde sin Haandsav, Smeden sin Hammer, Væveren sin Væv. Bonden lavede sit eget Værktøj, og Bondekonen spandt sit eget Garn. Baade Bagning og Brygning foregik i Hjemmet. Med sit eget Værktøj var Arbejderen i Stand til over alt og alle Vegne at arbejde for sig selv.