Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

106 rolle i den menneskelige Økonomi og af dens Rolle som indvundet Æmne fra det gavmilde Hav. • Den prægtigste af vore Sildearter er den almindelige Sild. Men man skal se den, umiddelbart efter at den er fanget, dersom man da ikke er saa heldig at kunne iagttage Sildestimen, naar den spiller i Havbrynet, eller naar Sildeblinket lyser, hvilket kan skues lige godt ved Dag som ved Nat. Ingen vil kunne tage en friskfanget Sild i sin Haand, uden at han retsindig maa indrømme, at den er skøn i Form og Farve. Den slanke Krop med den skarptkølede Bug er Fuldkommenheden selv for den hurtige Svømmer, som Silden er, og for det aabne Havs Beboer, hvad Silden ogsaa er. Dernæst Hudens Sølvglans, som bagstaveligt passer paa Sætningen »Sild er Sølv«. Men der er mere end Sølvglans ved Silden, ti den skinner i Purpur, Grønt og Blaat trods den mest straalende Som- merfugl, medens den i de sidste Spjæt, inden den dør, støder de store, løst siddende Skæl fra Kroppen mod Baadens Fjæl og Tof- ter, saa" at disse skinner som Sølv. Et Forhold i Sildens Bygning vil det være rettest at nævne, fordi del kan oplyse Adskilligt med Hensyn til Sildens Levevane, og det er jo dog langt mere værd, at kende Sildens Livsvilkaar end at vide, om den har 17 eller 20 Straaler i Rygfinnen. Det er den fine Bygning af Sildens . Svælg, som det er værd at kende. Dette omgives nemlig til hver Side af fire Gællebuer, som hver især har saa tætte Tandrækker, al netop kun det til Gællerne nød- vendige Vand kan passere, mens samtlige Smaadyr, som er fulgte ind i Mundhulen med Vandel, tilbageholdes i denne, som i en meget finmasket Ruse. Vandet sies altsaa fra Føden, som naar ind i Mundhulen, netop som de store Bardehvaler sier Vandet fra den Føde, som nærer dem. Man kan altsaa sige sig selv, at Sil- den er indrettet paa at tage en saare smaatskaaren Føde, og del er i Virkeligheden saa, idet den for en stor Del lever af Havets Svæv — lige ned til saa smaa Organismer, 'at deres Størrelse er indtil 0,2—0,i mm. Det er derfor heller ikke saa mærkeligt, at Fiskere og andre, som saa efter, hvad Silden havde i Maven, ikke skælnede Smaadyrene, og at derfor den Mening kunde opstaa, al Silden levede af Vand alene. Det kunde naturligvis ikke vare længe, før man kunde godtgøre, hvoraf Silden lever, og man har da ogsaa fundet, at den, foruden af Svævets mangfoldige Former, æder en Del spæd Fiskeyngel og Larver af forskellige Krebsdyr og Bløddyr. I det store Akvarium i Londons Krystalpalads har