Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

den maa meget snarere rette sig efter dem og kun for saa vidt kan den leve, som den retter eller i Tidens Løb gennem mange Slægt- led har rettet sig efter dem. Desværre er vi i saa Henseende saa lidet vidende som muligt. Det er kun meget faa af Sildens Orga- ner, hvis Tilpasning vi kan henføre til fysiske Vilkaar, og til disse sidste kender vi ogsaa saa godt som slet intet. Vistnok véd vi, at Gællebuernes Ruseform udgør et Redskab til Smaadyrs Fangst; vi kan ogsaa tænke os, at Sildens mærkelig skinnende Farve er en Tilpasning, som værner den, mens den færdes i Havets klare og bølgende Overflade. Men dermed er ogsaa vor Viden næsten ud- tomt, og vi kan afgjort ikke tænke os, hvorfor Silden er tvungen til at have sine Æg klæbede paa Havbunden, medens alle dens Slægtninge har svævende eller løst paa Bunden drivende Æg. Vi véd aldeles ikke, hvorfor Sildeæggene altid har en større Vægtfylde end det Vand, hvori de gydes, enten saa dettes Vægtfylde er ringe eller større, og hvorfor Æggene er klæbende. Denne ene Egenskab hos Silden er dog Aarsag til dens vældigste Træk, under hvilket den ligesom Laksen med uimodstaaelig Kraft søger at overvinde alle Hindringer for at naa den rette Avleplads. Fra mange Slægtled af Fiskere har man Erfaringer overleverede om Sildens Vandringer, og naar de fra forskellige Egne er næsten eller helt samstemmende, er de utvivlsomt ret værdifulde. Men alligevel mangler de alle et fast Grundlag, fordi de ikke støttes af sikre Iagttagelser ved Hjælp af Strømmaalere, Saltmaalere, Varme- maalere osv., der er foretagne under Sildens Togter til Foder- og Avlepladserne. For Tiden maa man derfor være varsom med at opstille faste Regeler for Sildens Vandringer. Sildeyngelen og de endnu ikke avledygtige Stimer af Ungsild trækker i Almindelighed kun for at søge Føde eller Sikkerhed. Fol- en stor Del er disse Vandringer desuden ret uvilkaarlige, fordi den unge Sild, jo mindre den er, des mindre kan unddrage sig Strøm- virkningerne i Søen. Det er saaledes en Kendsgerning, at i flere Bugter til visse Aarstider Sildeyngel og Ungsild ophobes i særlig Mængde, naar Strømmen sætter ind og især naar dette indtræffer ved Højvande og gunstig Vindretning. Mange Sildekyndige har den Opfattelse, at alle Sild, saa længe de er unge — saadan et eller halvandet Aar efter Klækningen — altid holder sig nær Kysterne og først senere drister sig til længere Strejftog ud i Havet, saa meget længere ud efter, som Silden bliver ældre og større. Denne Opfattelse medfører en anden, den nemlig,