Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

Enhver, som vandrer langs et vidtstrakt Havs Strand, lader uvilkaarlig sit Øje dvæle ved den Bræmme af mangeartede Ting, som Bølgen har medført, og ikke lidet af dette Strandgods vækker Vandrerens Undring. Det er for ham Bud fra en ukendt Verden, fra det, som det indtil for ikke mange Aar siden har heddet, »uud- grundelige Hav«, fra Dybder, som intet Fangeredskab i lange Tider kunde række eller Ira fjærne og fremmede Egne, hvor én eller anden Havstrøm havde taget det og ført det ud paa de vilde Vover. Han studser over de ejendommelige Dyreformer af alle Slags, som ligger for hans Fod, Vidnesbyrd om en Verden, han kun lidet eller slet ikke kender. Men naar dette er Tilfældet i vor »oplyste« Tid, hvor mærke- ligere maa da ikke Havet og dets Frembringelser og Foreteelser have forekommet Folkene i tidligere Tider? Der var Mørke over Landene, og ved Havene satte man Verdens Grænser. Længe ved- blev man at gøre dem til Hjemsted for Skabninger af den vildeste og taabeligste Fantasi, endog længe efter at Verdenshavene i større Omfang var bievne kendte. »Mørkets Hav« kaldte en Gang Tidens dygtigste Geografer, Araberne, det store Hav, som de vidste laa udenfor Gibraltar- Strædet, og deres Opfattelse var endnu den almindelige, da Colum- bus dristede sig ud over det. Den vidtskuende Opdagers Ledsagere tænkte, at de havde naaet Skibsfartens og endog »Verdens« Græn- ser, da Sargossohavet dønnede omkring dem. Det var ogsaa Fryg- ten for del Ukendte, som greb Vasco da Gamas Mandskab ved det gode Haabs Forbjærg og lod det høre Raab fra Skyerne, der ad- varede imod den Dumdristighed at ville omsejle Afrikas Sydspids. Det nyttede ikke, at Søvejen til begge Indierne blev Alfarvej. Selv