Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

123 Sildebjærget opstaar øjensynligt derved, at de i mægtige Stimer samlede Sild trænges sammen i tætte Masser, ligesom en Faare- bjord kan trænges al Ulve. Det er især Hvalerne, der færdes uden om Stimerne og æder de yderst staaende Fiske; derimod trænger Hvalerne sjældnere ind i Stimerne. Helt anderledes trænges Silden at Stortorsken og Sejen, Sildens voldsomste Fjende. Pilsnar træn- gel denne midt ind i Stimen, sprænger den og jager de mindre fra- sprængte Stimer helt ind i Bugternes inderste Kroge. Dette kalder Normændene »Sejejag«, og de skal tyde paa, at en særlig god Fangst er i Vente. Undertiden dukker pludseligt Sildestimer frem fra Dybet og Fig. 87. En jagende Maagefugl. helt op i Vandbrynet, snart over dybt, snart over mindre dybt Vand, snart hist, snart her. Dette er de af Normændene saakaldte »Aater«. De danner saa skarpt afgrænsede, tæt sammentrængte Mas- ser, at den ene Sildekrop støder mod den anden og at det Hele er saa godt som ubevægeligt. Men Aaterne holder sig ikke længe; det er vistnok kun mindre Sildestimer, jagede af Hvaler eller Del- liner, som altid kreser omkring dem. Aaterne staar nemlig i Regelen længere ude i Havet, hvor den indtrækkende Sild endnu holder sig i Smaastimer, og de kan saaledes varsle Sildebjærgets Nærhed. Allerede i stor Frastand opdager man Aaten, fordi den følges af tætte Maageflokke, mens Vind og Strøm driver den med sig, under- tiden saa hurtigt, at man ikke kan følge den med en godt sejlende Baad. boi Resten er Aater ikke særkendelige for de norske Far- 11*