Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

127 Land uden at skulle udruste til det dyre Fiskeri i aabent Hav. Men ved Siden heraf er der den Ulæmpe, at Sildetrækket er sted- ligt uensartet; derved bliver det usikkert i Udbytte. Denne stedlige Uregelmæssighed er noget andet end de saa- kaldte Sildeperioder, Navnet for større Afbrydelser i hele Fiskeriet. Fra først i forrige Aarhundrede til Syvtierne var Vaar- sildefangsten den mest indbringende og vigtigste af alle norske Sildefiskerier. Den sysselsatte Tusender af Fiskere og Handlende, og Aarsudbyttet gik i Treserne op til 600,000 Tdr. og mere. Men fra 1871 iagttoges en paafaldende Aftagelse af den imod Land trækkende Vaarsild, og i 1875 aftog Fiskeriet stærkt; Fangsten blev i de følgende Aar ringere og ringere. Først i de sidste Aar er der paany Tiltagen. For Storsildens Vedkommende er Perioderne endnu mere iøjnefaldende. Midt i det attende Aarhundrede fra 1740—1756 fangedes den massevis langs hele Kysten fra Nordkap indtil Kap Stat i Syd. Men derefter udeblev Storsilden, og ikke før 1861 fik man en ny Periode, som 1871 naaede Højdepunktet og alene ved Nordland indbragte 600 000 Tdr., men saa allerede igen ophørte 1874. Efter en tyveaarig Hviletid kom saa Storsilden tilbage i Efteraaret 1896 ved Kysten imellem Bergen og Trondhjem, og 1897 langede man paa denne Strækning saa meget som 500 000 Hektoliter (c. 463 000 d. Tdr.). Disse Sildeperioder har været Æmnet for talrige lærde og ulærde Gisninger, indtil Axel Boeck og andre oplyste den rette Sammen- hæng. Da det ikke længer kan være tvivlsomt, at Vaarsilden og Storsilden kun er den avlemodne Fedsild og Smaasild, som begge hele Aaret om træffes langs Kysten og ikke vandrer langt fra Hav til Hav, saa har man Ret til at antage, at Udeblivelsen af Vaarsild og Storsild fra Kysterne hverken skyldes en Aftagen eller en Bort- dragen. Alt kan derimod tydes tilstrækkeligt derved, at avlemodne Fiske til visse Perioder ikke kommer Kysterne nær, fordi Vandets Natur har ændret sig i Henseende til Varmegrad og Saltfylde og derved har mistet de for Ægs og Yngels Udvikling heldige Vilkaar. Den avlende Sild bliver enten staaende nogle faa Mil længere ude paa dybere Vand eller den vælger, idet den følger det den passende \ ands Strøm, Avlepladsen nordligere eller sydligere.