Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

138 træden paa denne Tid sikkert nok, ligesom jeg ogsaa end yderligere har overbevist mig herom ved Sammenligning med den endnu ubefrugtede men fuldkommen udviklede Rogn, som kun ved et svagt Tryk lod sig presse ud af de Heste paa denne Tid indfangede Rognfisk. Heller ikke denne Rogn sank tilbunds, men holdt sig svævende i Vandet paa lignende Vis som den af mig først iagt- tagne. Dette meget ejendommelige Forhold ved Skreiens Rogn, hvortil man hidtil ikke kender noget tilsvarende, maa have sin Grund dels i Mangelen af nogen saadan Rognkornene sammenkit- tende Materie, som man hos de Heste øvrige Fiskearter har iagt- taget, dels i Tilstedeværelsen af en rimeligvis usædvanlig Mængde i Æggeblommen fint fordelt Olie, der gør Rognens specifiske Vægt noget, skønt vistnok ubetydeligt mindre end Vandets«. Mange Forhold vedrørende Stortorskens Forekomst og Leve- vaner aabenbarede sig for Prof. Sars som en Følge af Kendsgær- ningen, at Torskens Æg er drivende. Æmnet er imidlertid saa omfattende, at vi maa indskrænke os lil endnu at fremdrage en fin Iagttagelse, en naturlig Følge af Æggenes Optræden som Svæv. Herom skrev Prof. Sars: »Ved mit Studium af Æggets Udvikling har jeg ogsaa kunnet faa Rede paa enkelte andre Forhold under Gydningen, som i Begyndelsen forekom mig aldeles uforklarlige. Det er saaledes noget, der er godtgjort ved mange Aars Erfaring, og som jeg ogsaa iaar havde Anledning til at se bekræftet, at Rogn- fiskene under Gydningen altid staa højere i Søen end Isselfiskene, ligesom ogsaa disse sidste aldrig komme senere, men ofte endog før ind paa Fiskebakkerne end Hunfiskene. Dette strider aldeles imod, hvad man har iagttaget hos andre Fiske, hvor Forholdet netop er omvendt. Grunden ligger ogsaa her i det mærkelige For- hold, at Skreiens, saavel Rogn som Melke, saasnart den er gydt, flyder op mod Overfladen af Vandet. Som Følge »heraf vender det tyngste Punkt af Ægget, som netop er det Sted, hvor Fosteret be- gynder at udvikle sig, og hvor ogsaa den fine Aabning i Ægget, hvorigennem Befrugtningen foregaar, findes, altid nedad. For at nu Befrugtningen skal kunne foregaa, og de i Melken indeholdte line Sædfim skulle kunne naa den ovenomtalte fine Aabning, bliver det nødvendigt, at den kommer til Ægget nedenfra og ikke oven- fra, ligesom den ogsaa for at befrugte Rognen maa gydes samtidigt eller endog før denne. Hos de øvrige i denne Henseende under- søgte Fiske, hvis saavel Rogn som Melke synker mod Bunden, er omvendt hvad der hos Skreiens Rogn er den nedre Pol her den