Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

 deres Hjemstavn dog ikke fjærnere end nogle faa Hundrede Fod under Havets Overflade eller ogsaa lagde man den uden videre ud i det vide, vide Hav. Man tog længe ikke det ringeste Hensyn til de strandede Dyrs Udstyrelse i Form eller Organer, ved hvis Hjælp man dog kunde have draget adskillige vejledende Slutninger. Det var let nok at se, at f. Eks. baade Flyvefiskens og Fly ve knur- re ns (Fig. 1) Flyveevne skyldtes de særdeles lange Brystfinner. Flyveknurren er i Middelhavet en almindelig Fremtoning, som i Smaaflokke med svirrende Slag af Brystfinnerne kan svinge sig et Stykke hen over Vandfladen, tit i en Højde af henimod en Snes Fod. Disse »flyvende« Knurhaner er for Resten tilligemed de ægte Fig. 1. Flyveknurren. Flyvefiske de eneste Fiske, som med Rette kan kaldes Flyvefiske. De er meget tungere og større end de ægte Flyvefiske og kan endog blive tre Kvarter lange. Flyveevnen maa snarest være udviklet hos dem til øjeblikkelig Flugt, dersom en Fare fra én eller anden Rø- ver i Havet truer dem. Men det er ogsaa kun en øjeblikkelig Hjælp i en snæver Vending, og den sikrer ikke en Gang Fisken, medens den svirrer i Luften, ti Maager og Stormfugle er ved Haanden og iler til for at gribe Fisken. Naar man til Flyvefiskene ogsaa har medregnet F1 y ve ulken (Fig. 2) er dette en Fejltagelse. Brystfinnerne er ganske vist meget store, men netop de længste Straaler i dem er ikke samlede i en