Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

152 Pighvarren er den næststørste Nyttelisk imellem Fladfiskene, ti den kan veje indtil 40 Pd.; en almindelig Vægt for en velvoksen Fisk er dog kun 12—16 Pd. Derimod er Pighvarrens Længde for- holdsvis ringe; kun helt undtagelsesvis kan den blive 6 Fod lang. Derimod er dens Højde (Brede) stor, da den kun er halvanden Gang eller lidt mere længere end høj. Dens Krops Omrids er der- for fremfor andre Fladfiskes den mest afrundede. Dens Navn har den selvfølgelig faaet, fordi den i Huden har talrige Hudknokler, der dog er mest udviklede paa den mørktspraglede Overside. Pighvarren er en langt mere sydlig Fisk end Helleflynderen. Den træffes nok omtrent fra Egnen om Trondhjemsfjorden, men alt ved liergen er den dog ikke almindelig. Derimod er Nordsøen yndet af den, og fra Frankrigs og den spanske Halvøs Vestkyst kan man følge den langt ind i Sortehavet. Mærkeligt er det, at medens den er, om ikke sjælden, saa dog heller ikke almindelig langs Bo- huslen og i Kattegat samt i den vestlige Østersø, saa optræder den ejendommeligt nok i ikke ringe Tal i den indre Østersø, hvor den dog ikke naar ud over en Længde af omtrent 40 Cm. (15 Tm.) eller over en Vægt af 6—8 Pd. Det almindelige er ellers, at Nord- søens Fiske i Østersøen aftager i Tal fra Vest imod Øst. Pighvarren er lige fra den spæde Alder en mere fiskeædende Fisk end nogen af de almindelige Fladfiske, og i Akvarierne har man set de ganske unge Fiske æde Rødspætteyngel eller forsluge sig i den. Det er da heller ikke noget Under, at Pighvarren som ældre er en grumme Fiskerøver, som — man endda tilgiver, fordi dens Graadighed giver sig Udslag i dens eget fine og lækre Kød. Derfor liar man da ogsaa hædret den fra gammel Tid indtil vore Dage. Men om det just var for at hædre den eller for at haane Senatet, at Blodhunden, Kejser Domitian, da der blev bragt ham en Kæmpepighvarre, sammenkaldte Senatorerne for med dem at drøfte den bedste Tillavning af dette Pragtstykke, er ikke saa lige at af- gøre; rimeligst er det, at Kejseren vidste at vurdere baade Sena- torer og Pighvarrer. I Renæssancetiden var Pighvarren ogsaa sær- lig yndet, og derfor ser man den meget tit afbildet paa samtidige Malerier og i Forbindelse med andre lækre Madvarer. Pighvarrens Avletid falder fra tidlig Vaar helt hen paa Som- meren. Æggenes Tal er meget stort; man har talt eller udregnet i et Individ, som vejede 23 Pd., over fjorten Millioner. Denne Avl- somhed er saa meget glædeligere, som Hunpighvarrer skal være ikke saa lidt talrigere end Hannerne; og naar man saa kan finde