Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

 158 en meget lille Plads, medens derimod Rognsækkene er særdeles fyl- dige med talrige, meget smaa Æg. Som Tilfældet er ved saa mange andre Fiske, er ogsaa Størrelsen imellem Hun og Han forskellig, og Hannen er den mindste. Spørgsmaalet ligger nær: hvorledes skal denne Fremtoning tydes? Paa Grundlag af de bedste Kilder (de engelske Granskere Dr. Ful ton og Cunningham) gives i det Følgende Nutidens Svar paa Spørgsmaalet; saa meget heller som Livets Foreteelser i Naturen heldigvis i højere og højere Grad drager Almenhedens Videlyst. Man lægger da først Mærke til, at Hanfiskenes Størrelse ikke nødvendig svarer til »Mælkens« (Sæ- dens) Størrelse. Men det vil derfor gøre Sagen klarere, indtil videre at udelade Spørgsmaalet om Hanfiskenes Størrelse og der- imod kun sammenstille Forholdet imellem Sæd og Rogn i Tal og Størrelse. Der er ingen Grund til at tænke, at der ikke er til- strækkelig Mælke til at muliggøre Æggenes Klækning; vi maa der- for forudsætte, at der i alle Tilfælde hertil frembringes Mælke nok. Men der er en stor Ulighed i Sædens Masse i Sammenligning med Hanfiskens Størrelse, og sammenholdt med Huntiskens Æggemasse. Desværre er Undersøgelserne i dette tiltrækkende Æmne ikke saa gennemførte, at de kan være afsluttede; man kan dog slutte saa meget af dem, at man er kommen nær til Spørgsmaalets Løsning. Hos Silden har man fundet, at der kun er ringe Forskel imellem Vægten af den avlemodne Sæd og de gydetjenlige Æg; men Sæden er vægtigst. Hos Torsken vejer Rognsækkene imellem to og tre Gange saa meget som Mælkesækkene. Hos Rødspætten er Rognsækkene omtrent sytten til tyve Gange saa tunge som Mælkesækkene, medens disses Lidenhed hos Tungen naar den yderste Grænse. Den største Ulighed imellem Sildens og de andre nævnte Fiskes Avleforhold ligger deri, at Sildeæggene klæbes til fast Bund, medens de andres Æg er fri og driver i Vandet. Naar Sæden gydes, spredes den hurtigt i Vandmassen og bliver meget opspædet og med Strøm og Bølge føres den afsted i Vandet i alle Retninger som svævende Sædfim og følgelig fjærnes en vis Mængde af disse fra Avlepladsen. Derved vil en større Del al Sildens Sæd paa Avlepladsen ikke have Udsigt til at kunne paavirke Æggene, men er unyttet spildt. Her har vi altsaa den lige Grund til, at Silden maa have megen Mælke, og man kan altsaa slutte deraf, at hos alle Fiske, hvor Mælkesække og Rognsække er omtrent lige store, er der et lignende Spild af Sæd, som hos Silden. Derimod, hvor Æggene er fri og spredes drivende i Vandet, vil de overalt møde