Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

171 mere end 10 mm., og disse var ikke en Gang de største Maal, som man landt. Hertil svarer ogsaa den Kendsgærning, at hos de samme Aal er Kønsredskaberne mere udviklede end hos Aal, der endnu ikke har naaet Dybet. Man fandt Hanner, hvis Kønskirtler hist og her havde Grupper af Sæddyr, der lignede Havaalens, og som vistnok var modne. MAKRELFAMILIEN. Makrelen er den eneste Art af denne Familie, som i Norden er Maalet for ordnet Fangst og for en virkelig Storfangst. Men den har store Slægtninge, saasom Thunfisken og Sværdfisken, der f. Eks. i Middelhavet er vigtige Nyttefiske og hvis Fangst er sær- deles indbringende. Ligesom alle andre Makrefiskes har vor almindelige Makrels Ki op en Form, som tilstrækkeligt viser, at den er det aabne Havs Fisk. Makielformen er typisk for disse dygtige Svømmere; dens faste, sluttede lenform og hele dens Udstyrelse med Finner gør det muligt for den at ile gennem Vandet trods nogen anden Fisk og i Flok at manøvrere med forbavsende Lethed og Sikkerhed. Makrelen er Havets Hotte og skønne Røver, hvis Farvepragt, blaa- grøn med mørkere Tværbaand og sølvhvid Bug, ikke mindre fryder Fiskeren, end dens Kødfuldhed tiltaler Handelsmanden. Makrelfiskens Kød udmærker sig i det Hele taget fremfor andre Fiskes ved stærkere »Kødfarve«, og det minder derfor ogsaa stærkt om varmblodede Dyrs. Det er mere rigt paa Blod, hvilket er i Samklang ikke alene med den Muskelkraft, som Makrelerne kan udvikle, men tillige med deres livlige Stofskifte, hvilket sidste tillige fremkalder en højere Kropvarme end almindeligt hos Fiske. Tvende Gange om Aaret nærmer Makrelskarerne sig Evropas Kyster; i Forsommeren er de inde under dem for at avle, om Efteraaret jager de Sildene og hærger imellem disse modstandssvage Fiske. Makrelen har en meget stor Udbredelse, om end i forskellige Racer. Den gaar i Atlanterhavet op til den 71 0 n. Br. (d. v. s. lidt nord for Lofoten) og imod Syd til Kaplandet; i Stillehavet er den 15*