Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

185 Hvallus. En anden Mærkelighed er ejendommelig for Pukkelhvalen, idet dens Knuder har nogle stive Børster, og imellem Knuderne sidder der endog finere Haar, altsaa en Slags Knebelsbarter, rig- tignok den eneste Haarklædning paa den ellers aldeles hare Hvalkrop. Bl aa h val en er Islændernes »Steypireydir« og Grønlændernes «Tumolik«. Dens Udbredelse strækker sig fra Murman-Kysten til Grønland. Den er den længste af alle Hvaler, siden den kan blive indtil 100 Fod. Som Nyttedyr er den særdeles værdifuld, og man regner i Almindelighed, at den kan levere 90 Hl. Tran og 250 Kilo Barder. Sin Fedme faar den næsten udelukkende ved at sluge »Kril«, som den fra midt i Juni til hen i Avgust søger langs Nor- ges Kyst. En anden meget indbringende Hval er S ilde hval en eller den almindelige Finhval, hvis Omraade strækker sig fra Nowaja Semlja, Spitzbergen og Grønland helt ned mod Ækvator. Den er noget mindre end Blaahvalen, omtrent 70 Fod. Den jager især Sild og Lodde ved Norge, hvor den fanges fra Marts til Avgust, men den leverer omtrent kun 60 Hl. Tran og 125 Kilo Barder. Den er ikke desmindre den vigtigste Hval for den norske Hvalfangst, fordi den er saa talrig og fordi dens Fangsttid varer længst. Finhvalernes Avlelid er meget uens, og det varer længe, inden Fosteret fødes; Pukkelhvalen skal saaledes efter Dr. Gu Id bergs Opgivelser være drægtig i elleve Maaneder (Fødselen ved Vaartid), Blaahvalen er drægtig ud over et Aar og Sildehvalen vistnok lige saa længe. Imellem Tandhvalerne kan man skælne tre Grupper, efter- som der er Tænder i begge Kæber, i Overkæben alene eller i Un- derkæben alene. Delfinerne, som har Tænder i begge Kæber, grupperer sig atter, eftersom de har mange eller faa Tænder i Kæberne. Den almindelige Delfin, som er udbredt over alle Have, og som paa Norsk hedder Springeren, har over halvandet Hundrede Tæn- der i hver Kæbe. I Tværmaal bliver den omtrent 6 Fod lang og er ellers let kendelig ved den som et Næb udløbende Snude. Som Nyttedyr har dette livlige Dyr, som ved sin legende Færd tildrager sig Opmærksomheden, ingen Vigtighed. Derimod har det fra Old- tidens Dage haft en vis kulturel Værdi som Æmne for Sagn og Kunst, hvilket det er unødvendigt nærmere at udvikle — ligesaa lidt, som at gentage Krøniken om Arion eller om de menneskelige Arthur Feddersen : Havet. jg