Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

Forfatter: Arthur Feddersen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 394

UDK: 55146

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 436 Forrige Næste
200 Komme. En heldig Han tilkæmper sig tolv til femten og endog flere Hunner, som de vaager over med stærk Skinsyge. I hele Avletiden bliver Hannerne paa Pladsen og de lader sig heller dræbe, før de viger fra den af dem valgte Plet, og derfor sulter de endog uafbrudt i flere Uger. Deraf følger ligefrem, at medens de mødte paa Avlepladsen fede og kraftige i alle Maader, saa er de, naar de paany gaar i Havet, svækkede og magre; de har hele Tiden tæret paa deres eget Huld. Øresælernes tvende Grupper har næsten den samme geografiske Udbredelse og træffes i Almindelighed paa de samme Kyster, men hver holdende sig for sig selv. Mærkeligt nok lever der ingen Øresæler i det nordlige Atlanterhav. I Regelen holder hver Art sig paa sit Omraade og man lægger Mærke til, at med Undtagelse af Kaliforniens Kyst, har man ingen Sinde truffet to Arter af Sø- løver eller to Arter af Søbjørne tilsammen, skønt uden Tvivl to Søløvearter lever paa Tasmaniens og Avstraliens Øer og Kyster, ligesom ved Kaliforniens. Søløver og Søbjørne er omtrent ligeligt repræsenterede paa begge Sider af Ækvator, men de er næsten helt indskrænkede til de mellemvarme og koldere Bredegrader. To af de fem Søløve- arter er nordlige og tre sydlige; derimod lever af de lire Søhjørne tre paa den sydlige Halvkugle og kun en paa den nordlige. Den kaliforniske Søløve er den eneste, som træffes paa begge Sider af Ækvator. Paa den sydlige Halvkugle har man truffet Søbjørne paa alle de Øer og Kyster, som fra Kap Horn og Falklandsøerne strækker sig imod Øst til Avstralien og New-Zeeland, bl. a. omfat- tende Kaplandet, som er saa navnkundig i Sælfangstens Annaler. Den nordiske Søløve nævnes første Gang 1751 af Steller, som tillige skildrer dens Levevaner m. v. Senere har H. W. Eliott udførligt skrevet om den, Hos ham hedder det, at denne Øresæl har virkeligt løvelignende Ydre og Holdning, særlig forstærket ved den rigelige, gyldenrødlige Pels og ved det vilde Udtryk i Buldog- snuden og Blikket. Paa Saint George Øen traf Elliott 3000—4000 »Køer og Okser«. De ilede alle til Havet og lod de nylig kastede Unger, som kunde veje 20—25 Pd., ligger paa Sandet. Paa Øen Saint Paul samles omtrent seks Gange saa mange Søløver. De skræmmede Søløver svømmede henad Hundrede Alen bort, hvor de samlede sig i Partier og holdt det gaaende, idet de rejste Hove- derne og Halsene højt over Vandet og uafladelig brølede saa høj- lydt, at Iagttagerne næppe kunde høre, hvad de selv sagde; de