Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

203 nøjede med at æde deres eget Utøj. Paa Stranden samler de alle Slags Dyr, som ved Lavvande bliver tilbage i Vandpytterne eller som ligger paa eller i Dyndet. Især har Mennesket tidligt søgt til Hav- og Søbredder, ti langs de gamle Strandlinjer finder man snart overalt Rester af de Skaldyr ophobede, der tillokkede Fol- kene, og man finder imellem mange af disse Rester netop Vidnes- byrd om, at det er Oldtidsfolk, som har ophobet dem. Der ligger nemlig imellem Skallerne saadanne Redskaber, som kun kan have været brugte af Folk paa et særdeles lavt Kulturtrin. Endnu lever Udlandets Folk paa samme Maade næsten udelukkende af Skaldyr og dynger disses Skaller sammen, som det i Oldtiden skete, f. Eks. langs danske Strande. Enkelte Steder har i Kulturlandene Tradi- tionen holdt sig. I Frankrig havde saaledes Grundlæggerne af den ældgamle Stad Limes, nær Dieppe, bosat sig paa Klippekysten i Nærheden af en Muslingebanke, hvis Righoldighed endnu efter flere Tusende Aars Drift ikke er udtømt; Pladsen omkring nogle af de forhistoriske Boliger er opfyldt af Skalrester. Mærkeligt er det, at det forholdsvis kun er faa Skaldyr (Krebs- dyr, Snegle og Muslinger), som har gennem Traditionen holdt sig i Menneskets Yndest. Langt flere af den Slags Dyr vil man nu for Tiden saa langt fra æde, som man oven i Købet mangfoldige Ste- der ser paa dem med Væmmelse. Medens man endnu ved Middel- havet f. Eks. gærne spiser Hjærtemusling og andre Muslinger, vil man næppe faa en Nordbo til det Vovestykke. Den almindelig- ste Yndest har vistnok Østersen vedligeholdt. Overalt hvor der i Nærheden af Havet har været eller endnu er Østersbanker, træffer man Skaldynger som Minde om dette Dyrs Udnyttelse. Den fuld- stændige Overensstemmelse i alle evropæiske Sprog vedrørende Østersens Navn (græsk, latinsk, keltisk, germansk, slavisk) tyder hen til, at Arierne udnyttede den ved det kaspiske Havs Bredder. I den heroiske Tid kendte Grækerne den, ti Homer laaner i Iliaden en Sammenligning fra dens Fangst, som udøvedes ved Dykkere. Østersskaller maa have været almindelige i Athens Gader, siden Almuen paa dem skrev deres Stemmegivning, naar det galdt en Banlysning, som af den Grund kaldtes Ostracismus. I Rom var Østersen ogsaa yndet, og Plinius fortæller os, at man ved Fest- maaltider gav den Forrangen. Kejser Vitellius skal have spist Østers fire Gange om Dagen, og skal have slugt indtil 1200 Stkr. ved et eneste Maaltid; men efterhaanden gav han dem rigtignok igen fra sig. I Middelalderen foretrak man andre Retter, indtil 18*